Midgårds Beskyttere 3 – Frejs sværd

‣ Forfatter: T. R. Bisgaard

‣ Forlag: Calibat

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 197

‣ ISBN: 9788793728493

Vikingetiden hitter i øjeblikket. Der er en tydelig interesse for vores store, fælles fortid og de historier, der knytter sig til den. Ikke underligt. Vikingetiden rummer alt det eventyrlige, storslåede, dramatiske og episke, som vi måske indimellem kan have svært ved at se i verden i dag.

I tredje bind i serien om Midgårds Beskyttere drager tre børn fra henholdsvis Danmark, Sverige og Norge tilbage til Midgård for at hjælpe selveste Odin med en vigtig og farlig opgave. Børnene har det til fælles, at de er særligt udvalgte af Odin til at være Midgårds Beskyttere. Norske Astrid har desuden den opgave, at hun vil finde sin forsvundne søster. Hun ledsages af Magnus, der er nevø til en svensk professor i runologi, og danske Erik. I et smukt nordisk fællesskab skal de tre børn nu finde sammen om at hjælpe Odin, inden Vølvens spådom går i opfyldelse.

Forfatter T. R. Bisgaard har med Midgårds Beskyttere skabt en letlæselig serie for mellemtrinsbørn om eventyr fra vikingetiden og den nordiske mytologi. Bøgernes omfang er overskueligt, og historierne flyder glimrende på egne præmisser. Bisgaard lægger sig samtidig i slipstrømmen af fantastiske fortællinger, hvor nutid og fortid blandes. I skrivende stund har vi netop set endnu en julekalender med samme motiv, så selve rammen for sådanne fortællinger er genkendelige for de fleste læsere.

Sproget vil absolut også være til at kapere for målgruppens læsere. Samtidig er det også en udpræget svaghed ved denne type bøger, at sproget skal være så let forståeligt, at det hurtigt bliver en anelse fladt. Personerne i Midgårds Beskyttere taler nøjagtigt ens, hvad enten de kommer fra 2020’ernes Skandinavien eller fra oldtidens Asgård. Her kunne enkle sproglige nuanceforskelle pynte på historiens troværdighed, uden at det nødvendigvis ville gå ud over den gode historie, der på alle måder er til stede i serien.

Bisgaard vil nå sit publikum, og det gør hun med selve historiens plot, temaer og persongalleri. Bogen sluttes af med en oversigt over navne og begreber fra den nordiske mytologi, og det vil uden tvivl hjælpe læseren til mere viden. Trine Bisgaard har sat sig ind i den tid, hun skriver om, og hendes formidling ligger indlejret i fortællingen, hvilket bidrager til en troværdig fortælling.

Det skal desuden understreges, at man snart kan læse fortsættelsen, Midgårds Beskyttere 4 – Surts rige, og er man yderligere nysgerrig, kan man også besøge bøgernes hjemmeside, som der linkes til nedenfor.

Serien om Midgårds Beskyttere skal formidles ude på bibliotekerne, hvor de vil falde i god jord hos de fleste på mellemtrinet. Fortællersynsvinklen skifter mellem bogens forskellige hovedpersoner, og det bidrager til en god læseoplevelse. Bøgerne er perfekte, indholdsrige fortællinger, der passer fortrinligt til en månedsbog eller bare en stille stund i læsekrogen. Midgårds Beskyttere viser vejen.

Om Midgårds Beskyttere og forfatteren bag

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.