Jeg er ud over hele flokken. Vi er her alle sammen. Bare i år er jeg blevet 100% storesøster til Iggi, Bittens stjernedatter og Massis weekendsøster. Min stjernefamilie er vokset igen. Og ved du hvad? Det tror jeg den vil gøre resten af mit liv.
Det er (lidt utraditionelt) slutningen af bogen, der indleder denne anmeldelse. Slutningen er nemlig ikke overraskende, det er en seriebog, nummer fem i rækken, der alle handler om hvordan Roses familie er vokset (og fortsat vokser) fra hendes dage alene sammen med moderen til nu at være en del af en helt moderne stjernefamilie med papforældre, søskende i halve, hele og diverse kategorier, med fastre, flygtningebørn og flytninger af indbo.
Det er en glæde, at der også er bøger, hvor alt ikke er problemer, men hvor børn låser sig inde ved et uheld, spiller musik i et band, græder lidt over at være forbigået i familien, savner forældre, der ikke længere er der, men i det store og hele er hverdagen god og fyldt med voksne, der tager ansvar for deres eget og børnenes liv. Og det gør de i en familie, der slet ikke er en kernefamilie, men en ”stjernefamilie”.
Rose siger: ”Det er rigtig godt at have en stor familie når der skal bruges mange hænder på én gang. Når nogen skal flytte for eksempel. Et halvt år tidligere var mor og jeg flyttet ind i Frank og de fems hus. Vi havde stillet alle fællesmøblerne ud på græsset for at se hvilke der skulle have lov at rykke ind i huset. Mor og Frank forhandlede hele eftermiddagen.”. Sådan var det, da Rose og moderen flyttede ind til Frank, men da Roses far skal flytte sammen med sin kæreste (Franks søster), så sker det helt anderledes struktureret. Sådan er mangfoldigheden og forskelligheden tydelig på mange måder.
Denne bogs omdrejningspunkt er Massi, der er rigtig god til at spille guitar, men som flygtningebarn på asylcenteret har han nogle helt andre problemer end Rose og hendes veninder. Det giver en vedkommende og spændende konflikt, hvor de voksne heldigvis også kan tage ansvar.
Seriebøger til mellemtrinnets læsere skal man sætte pris på, når de har et relevant indhold, et godt sprogligt drive og en beskrivelse af hverdagen, der kan udvide verden for de fleste læsere.
Anja Hitz skriver godt. Og heldigvis er det ikke en ”pigebog” eller en ”drengebog”. Alle kan læse med her. Man kan altid glæde sig over at se hverdagen fra andres sider. Og Rose har et godt blik.
Kirsten Raagaard har illustreret bogen. Det har hun gjort med fine realistiske tegninger, så man ser Massi og Rose og alle de andre tydeligere for sig.
