”Jeg har et sted, hvor jeg gemmer mig, når jeg skal undgå verden og i dag.
Det er her, jeg ændrer verden … for at få den til at passe.”
Der er noget med Mette Hegnhøj og hendes udgivelser. Fra debuten med billedromanen Møgungen (Dansklærerforeningen, 2010) over den kulturministerielt prisvindende (og indstillet til Nordisk Råds Børnelitteraturpris) udgivelse Ella er mit navn. Vil du købe det? (Jensen & Dalgaard, 2014) i løsbladesystem af 12årige Ellas efterladte dagbladsnoter som de blev fundet i privaten bag antikvariatet – skrevet og illustreret på en god gammeldaws skrivemaskine og med ”poetsne” – til godnateventyrene til at tegne på ryggen af lytteren i En prik og en streg (Jensen & Dalgaard, 2017).
I disse udgivelser har Mette Hegnhøj leget med og udforsket børnelitteraturens muligheder og grænser fra udgivelsernes, eller bogens, materialitet og udseende, indhold og genrer til anvendelsen af forskellige fonte og layout.
Det er aldrig nok kun at se på indholdet og sproget i Mette Hegnhøjs værker – og her er der ellers nok at undersøge; man er også undervejs tvunget til at forholde sig til denne materialitet og leg med den, og hvordan man som læser forventes at forholde sig til værket under læsningen.
Her er hullemaskine-affaldet, ”poetsneen,” man skal holde styr på, her er illustrationer lavet på skrivemaskinen, her er morsealfabet – Prik og Stregs alfabet – der skal anvendes under godnatlæsningen. Her udforskes forældede eller udgåede teknologier. Hvor mange børn har et forhold til skrivemaskinen, morsealfabetet endsige det at klippe/klistre en tekst frem??
Nu har Mette Hegnhøj så været i gang med papir, saks og klister, for at fortælle historien om trettenårige Mona og hendes eventyrlige og særlige sted, hvor hun skjuler sig.
I Mig Mona altid i træsko (røde) er hvert ord omstændeligt klippet ud af gamle bøger (gulnede, grå og hvide) og sat sammen til en forunderlig poetisk tekst, hvor Mona får fortalt (om) sig selv, sine følelser og tanker på flugt fra den ydre verden og kammerater, der presser sig på.
Mig Mona altid i træsko (røde) er en poetisk jeg-fortælling om at længes efter det ”du”, der forsvandt for syv år siden under en flugt? på lejrtur? – og så steder, der ikke findes.
Så er det godt for Mona at kunne forsvinde ind i en glaskugle (af den type hvor det sner, når man ryster den), møde Grevinden og få nøglen til biblioteket, ”Livets Store Butik,” og der møde en ny verden i bøger? Bøger man kan klippe ord ud af og lade nye historier opstå.
”Her er bøger fra gulv til loft og alt, hvad
jeg nogensinde får brug for at vide.
Jeg tager den gule Bog ned fra reolen og ved hvorfor
fugle i bur synger.
Her er alle årstider på en dag og en duft af noget,
jeg ikke ved, hvad man kalder.”
Teksten spiller på en og samme tid på et realplan med en ydre handling og så et eventyrligt, surrealistisk og lyrisk billedplan. Det betyder at historien om Mona kan læses på flere måder og niveauer. Nogle steder er teksten så poetisk, at en voksenlæser føler Inger Christensen og hendes Sommerfugledal i teksten. Eller:
”Helt omme på den anden side af tallerkenen.
Jordkloden.
Bjerge af kål og tomater
og strande af løg og kompot
pløjemarker af kartofler mast med smør og oceaner af sovs.
Alle spiser.
Det er vinter hos Gaflen
og sommer i solstrålen fra vinduet hos kniven.
Solstrålen der plejer at blænde mit venstre øje
når jeg er der.” (s. 46)
Sanseligt som gamle Johannes V. Jensen i hans digt ”Ved frokosten” fra 1906. Her er hilsner til gode gamle H.C. Andersen og folkeeventyret i en leg med eventyrgenren, personkarakteristik, handling og miljø. Her smages på ord, deres lyd, udseende og denotative og konnotative betydning(er). Endelig er der en matematisk akkuratesse i værket, der minder om Mette Vedsøs ditto i Tove tænker serie.
Selvom teksten i Mig Mona altid i træsko (røde) i sig selv er illustrativ og hvert opslag fremstår som et billede, bliver Monas fortælling understøttet af Josefine Bloms smukke og poetiske illustrationer, der smyger sig uden om teksten, med både Mona og Grevinden klippet ud i sort / hvid og detaljer det er gode at hvile øjet på i læseprocessen.
Er Monas fortælling let? Nej! Her må læseren og formidleren helt op på tæer og fremlæse mening med og i teksten og samtale om den på lige fod. Her er der mulighed for at undre sig i fællesskab. Her er stof til rigtig megen god litteraturundervisning og samtale om teksten på mange niveauer. Mig Mona altid i træsko (røde) skriver sig smukt ind i den lange række af ungdomslitterære fortællinger om, at det er svært at finde rundt i tilværelsen og finde sig selv. Derfor er det også dejligt, at Monas fortælling slutter med en ”flaskepost uden flaske” og:
”Med løftet jeg gav mig selv på skovens bund
i livets store butik.
JEG VIL IKKE GEMME MIG MERE.”
Dansklærerforeningens Forlag skal have ros for en særdeles smuk og indbydende udgivelse, selv om denne læser ikke synes, den hører hjemme i forlagets Billedroman serie. For der er ikke tale om en roman i ordets gængse betydning, men som det fremgår af ovenstående, så meget andet.
Med Ole Dalgaard (Oscar K.) er: ”tanken ikke, at læseren nødvendigvis skal forstå værket, men at han eller hun skal få lyst til at forstå det.” Sagt om klassikerlæsning; men Mig Mona altid i træsko (røde) er nok heller ikke et værk, der går lige i en ung læser med træsko på. Alene værkets multimodale udtryk, dets sprog og indhold kræver sit af læseren (og af læreren.) Men Mona skal nok give sit tilbage til begge, for der er en splint af Mona i rigtig mange unge… Tak til Mette Hegnhøj for endnu en gang at give børne- og ungdomslitteraturen et ordentligt los bagi med sine røde træsko.
