Mille Møgunge hedder egentlig Kamille Madsen. Det er bare hendes far, der kalder hende Mille Møgunge som en joke, fordi hun altid laver ballade. Det er bare sådan med Mille, at hun aldrig mener det ondt – hun får bare en god idé, og så ender det typisk galt. Som for eksempel da hun kom til at barbere sin kusine skaldet og bagefter prøvede at sætte håret fast igen med tape, eller da hun stjal en hund, eller da farmor brækkede benet, fordi hun faldt i Milles tyvefælde.
Der er lidt Emil fra Lønneberg over Mille Møgunge, bare i en nutidig udgave. En anden nutidig sammenligning kunne være bøgerne om Villads fra Valby. Både Emil og Villads har det samme nysgerrigheds-gen, der ofte fører til ballade, som Mille Møgunge har. Der findes ikke så mange af denne slags bøger, hvor hovedpersonen er en pige, så Mille er et velkomment friskt pust.
Bogen er rigt illustreret af Jess Mikhail, der har illustreret en del børnebøger. Illustrationerne er skæve og skøre på den gode måde og tager til tider form som noget næsten tegneserieagtigt. Således løfter illustrationerne historien gevaldigt og sammen med den store skrifttype gør de bogen læsbar for selv de nye læsere i 1. klasse.
Mille Møgunge – en total katastrofe er anden bog i serien om Mille Møgunge, men bøgerne i serien kan fint læses uafhængigt af hinanden.
Joanna Nadin
Jess Mikhail
Info om bogen på Høst & Søns hjemmeside