”At skrive er at stille spørgsmål, som man ikke selv har svaret på.”
Når man står i livets zenit, fylder 50, har succes som forfatter for voksne med de historiske romaner En anden gren og Kvinde set fra ryggen, og for børn og unge med et alenlangt og vigtigt forfatterskab bag sig, og der udkommer bøger om forfatterskabet i anledning af fødselsdagen, spændende fra et bind om én i Gyldendals De små fagbøger til en større udgivelse på Dansklærerforeningens Forlag Når litteraturen giver trælår – med Jesper Wung-Sung i skolen, så er det på tide for forfatteren, i form af alteregoet Papa Wung-Sung, til selv at tage bladet fra munden, give sit besyv med og se sig over skulderen.
Jesper Wung-Sung har tidligere leget med det selvbiografiske stof i den autofiktive udgivelse Lynkineser (Dansklærerforeningens Forlag) fra 2017, der var indstillet til Nordisk Råds Børnelitteraturpris. I Mine ar tager han udgangspunkt i de fysiske spor, livet afsætter på én i form af ar undervejs:
” Når vi tvinger den (kroppen sic.) til noget, kan der altså ske sammenstød. Det kan resultere i buler, blod og brud. Så på den måde er ar de kompromiser vi indgår med vores krop. Okay. Sådan gik det dengang da …
Men vi lever også i en verden, hvor alt helst skal være perfekt, glat og ubrugt. Også vores krop. Den bør være fejlfri.
Men viser et ar ikke, at vi lever? Mens en krop uden mærker, rynker og ar er leveløs. Ja ar-løs er er-løs. Derfor.
AV!”
Gennem nedslag i sit liv fortæller Wung-Sung i korte kapitler om de mange fysiske ar, han har pådraget sig gennem livet.
Vi er med den toårige Jesper ude at sejle med sin sømandsfar og mor på det gode skib ”Cape Melville” mellem USA, Australien, New Zealand og Japan. Her banker han hovedet i dørken, og får sit første ar. I børnehaven hjemme i Marstal må han sande, at han ikke er enehersker over klatrestativet, når andre vil til. Han falder ned og bliver mærket af det også.
Vi er med i 1. klasse i 1978, hvor Jesper introduceres til, det der senere bliver det centrale sprogbillede i forfatterskabet, trælåret.
Og vi er med ham i Houston Texas, hvor han som lidt større skoledreng også får sine ar i mødet med en barsk skolelærer.
Hjemme i Marstal forsøger teenageren Jesper, som Mark Twains Tom Sawyer sælger plankeværksmaling, at sælge sin avisrute til tre uskyldige drenge, så han kan komme hjem og se favoritklubben, Manchester United, spille i det hedengangne DR- program Tipslørdag. Selvfølgelig styrter han på cyklen i indkørslen og slår knæet fælt til blods.
Sådan fortsætter Jesper Wung-Sungs i sin sædvanlige veloplagte stil, fantasifuldt og med en barsk humor i fortællinger om fald, der giver ar, ikke kun på sjælen, men også på kroppen.
Mine ar afsluttes med fortællingen om den ikke-læsende Jespers møde med litteraturen. Om læsning og de allerførste skriveforsøg. En fortælling Jesper Wung-Sung ikke tidligere har åbnet op for på denne måde. Samtidig med at han som gymnasieelev kravler rundt og dyrker parkour, på Svendborgs stilladser, møder han den store klassiske litteratur i form af Fjodor Dostojevskij, Karen Blixen, H.C. Andersen og Franz Kafka – og ikke mindst kærligheden i form af, ikke Winona Ryder, men Christina Bausager Jensen fra Blåbærvænget på Thurø. Et langtidsholdbart, skæbnesvangert møde, hvis betydning for forfatterskabet man kun kan gisne om.
Endelig møder den unge forfatterspire Jesper, medbringende to store glas fadøl, den for længst afdøde kritiker, lyriker og romanforfatter, Tom Kristensen, ved hans gravsten på Thurø Kirkegaard. De to fører en samtale om kærlighed, litteratur og det at skrive. Da forfatterspiren skal rejse sig, falder han, smadrer ølglassene, og får et blodigt sår på den ene endebalde, som han så hjemfører til kæresten og den kommende sygeplejerskesvigermor, som renser og reparerer balden. Pinligt!
Mere alvorligt og betydningsfuldt for en dybere læsning af Mine ar, og Jesper Wung-Sungs øvrige forfatterskab, er citatet på Tom Kristensens gravsten:
”Bøjer jeg mig saa dybt som jeg kan/vokser min verden sig stor.” (fra digtsamlingen Græs)
Og den Tom der undervejs i samtalen kommer med guldkorn som:
”Man behøver ikke altid at rejse for at skrive,” sagde en af Tommerne. ”Man kan også bare skrive for at rejse.”
Og endelig unge Wung-Sung:
”Men sådan er det at skrive,” sagde jeg med Toms stemme. ”At skrive er at stille spørgsmål, som man ikke selv har svaret på.”
Mine ar kan, som Lynkineser, læses på mange måder. De korte tekster er fed underholdning, de giver et fremragende indblik i den gryende forfatter, Jesper Wung-Sungs, tankeverden, og de kan læses som et væsentligt supplement til forfatterskabets mange noveller, romaner, essays og digte.
For gennem humoren, de skæve fortællinger og det selvudleverende (?) i erindringerne får man et indblik i tankerne bag et eksistentielt drevet forfatterskab, spændt ud, som den unge Jesper Wung-Sung, mellem frihed og fællesskab, og det at finde en vej gennem tilværelsen.
Om de ar der venter ham fremover, og vel egentligt også om erindringerne i Mine ar, fortæller Jesper Wung-Sung:
”Vi mennesker er utrolig optaget af at fortælle, hvem vi er, og hvordan vi vil opfattes. Det gør vi i første omgang gennem vores udseende. Vores tøj, hår og hud. Det er også derfor, at vi går i motionscenter, får lavet plastikoperationer eller tatoveringer. Men hvor en tatovering er en livshistorie, som vi køber os til, er et ar den historie, vi lever os til, på den måde tegner ar et langt mere ærligt billede af, hvem vi er. Og de fleste af os har dem. Der er noget rørende ved, at ar ligesom er et vilkår ved at være menneske.”
Mine ar fortjener at blive inddraget i danskundervisningen på grund af sproget, fortælleoverskuddet og ikke mindst legen med autofiktion og selvbiografien som genre. Alt får et tvist, og efter endt læsning sidder man med en fornemmelse af, at ham, Papa Wung-Sung, som en anden sømand, har leget godt og grundigt med virkeligheden for at få en god historie ud af det. For: ”Overdrivelse fremmer forståelsen.” Den voksne læser/lærer får med Mine ar et indblik i begyndelsen på et af vor tids væsentlige og på alle måder store forfatterskaber.
Jesper Wung-Sung har altid haft en vis sympati og forståelse for lærere og deres situation. Mine ar er ingen undtagelse, hvor han skriver:
”De lærere, der formår at spænde over en samling børn, som for eksempel dem, der gik i 1.C på Marstal skole i 1978, er noget ganske særligt.
Jeg frygter for den dag, hvor vi ikke længere har skolen, som vi kender den, eller hvor de bedste lærere – dem, der evner at se alle disse forskellige små mennesker – ikke længere er at finde i et klasseværelse. Hvad dét vil gøre ved vores samfund.”
Tak for at dele tankerne og erindringerne i Mine ar med læseren, tak for et utal af gode tekster til både privat brug og til danskundervisningen – og ikke mindst TILLYKKE med de 50 år.
De små fagbøger, Jesper Wung-Sung
Forfatterportræt, Når litteraturen giver trælår
