Sidste år udkom Jens Christian Grøndahls afdæmpede børnebogsdebut om pigen Nina og besættelsestiden: ”Med bedstemor i tidens labyrint”. (https://bogbotten.dk/).
Denne gang skal vi meget længere tilbage i tiden til den græske mytologi og det store epos om helten Odysseus farten rundt i Middelhavet på eventyr med og uden mål.
”Mine eftermiddage hos hr. Astrakan” er primært en oplæsningsbog til indskolingsbarnet, der i sin rammefortælling handler om den 8-årige dreng, Ole, hvis far er kaptajn ude på De syv have, og som derfor ofte er bortrejst i længere perioder.
Ved fortællingens begyndelse savner Ole allerede sin far, og på vej hjem fra SFO´en opdager han tilfældigvis hr. Astrakans vidunderlige rodebutik af et antikvariat. Han bliver inviteret indenfor i dets spændende univers, både bogstaveligt, men også i overført betydning.
For i de næste otte uger genfortæller hr. Astrakan udvalgte passager fra Odysseen, og det gør han så godt, at Ole får vanskelligt ved at skelne virkeligheden fra fiktionen – han er således overbevist om, at tv-manden, der skal reparere deres fjernsyn, er en mulig bejler til hans mor! (Mon der her tænkt på en vis Peter fra firmaet L´easy?)
Bogen er illustreret af kunstneren Martin Bigum, der har lavet nogle forrygende (delvist farvelagte) stregtegninger, der spiller og mod teksten og som medvirker til at gøre fortællingerne om Odysseus, og layoutmæssigt siderne, levende, dramatisk og spændende. Her er der rigeligt med dramatisk underholdning til barnet under oplæsningen end selve teksten leverer.
Generelt virker de udvalgte fortællinger fra Odysseen noget afdæmpede, både i sprogtonen og i indholdet. Det vilde, det blodige og det voldsomme er taget ud, og kun i scenen, hvor Odysseus jager bejlerne bort, er der virkelig fut i fejemøget. Der er med andre ord ikke rigtig gjort noget for at barnelæseren ikke skulle sove godt om natten. Men dermed være ikke sagt, at bogen ikke fungerer på mange planer. Den er en god første introduktion til den græske mytologi, og den giver et indlevet billede af, hvordan Ole har det med at hans far er bortrejst.
”Mine eftermiddage hos hr. Astrakan” kan på udmærket måde lede læseren (og den voksne) videre til Villy Sørensens klassiske, komprimerede genfortælling af Odysseen, eller til Bent Hallers blodige og dramatiske gendigtning af samme.
