Da jeg var lille, var der krig i Danmark.
Ja, ikke kun i Danmark, men i det meste af verden.
Krigen havde varet i fem år. Næsten hele mit liv.
Hver dag mistede børn ude i verden deres forældre eller søskende, blev hjemløse og måtte flygte.
Fortællingen er skrevet af mor, der var barn under 2. verdenskrig og bosiddende på Bornholm, og hendes datter (f. 1972), der også har illustreret. Den er en virkelig beretning om, hvorledes man oplevede krigens sidste tid, som den formede sig på Bornholm, hvilket var ganske anderledes end i resten af landet. Og bogen føjer sig desuden fint ind i rækken af bøger, som markerer 70 året for Danmarks befrielse, og den gør det med en original og anderledes beretning.
De fleste lever med en viden om, at den 4. maj 1945 kunne man om aftenen høre frihedsbudskabet i radioen, og de fleste, der har set tv-serien Matador, vil kunne huske, hvorledes familien Varnæs og deres gæster i en glædesrus rev mørklægningsgardinerne ned fra vinduerne, så lyset fra stuerne kunne få lov at sprede sig ud over gader og stræder i den sene aftenstund.
Således gik det ikke for sig på Den lille ø i Østersøen. Her tog krigen faktisk til efter den 5. maj, og det skyldtes ikke tyskerne, men derimod russerne. Hvad øen delvist var blevet skånet for i de fem krigsår, det udsattes den, og især de to store byer Rønne og Nexø nu for. Det regnede ned over byerne med bomber, og huse blev sønderbombede, så folk måtte flygte fra hus og hjem.
Familien i fortællingen lever af faderens tøjmagasin, og de lever solidt og godt, men det væltes alt sammen over ende, da russerne flyver ind over øen med deres bombeflyvere, og utryghed og angst breder sig:
Far og nogle andre mænd sømmede brædder for de knuste butiksruder, for at undgå plyndring, og mor pakkede det mest nødvendige og vandede blomsterne i vindueskarmen. Hun troede, at vi snart kom tilbage.
Den lille detalje med at vande blomsterne er henrivende. Det hele er nok snart overstået – og det var det jo også, set i historiens lys, men selv relativt kort tid, kan opleves som lang tid, når man er midt i det, og ødelæggelserne finder sted.
Og tilbage kom familien i hvert fald ikke i tide til at redde blomsterne. De tager ophold i farbroderens gård, hvorfra de om natten kan se sønderbombningen af deres hjemby, Nexø. Men omsider er det da slut. Russerne forføjer sig, så Bornholm kan invaderes af en ny hær – denne gang af håndværkere, så genopbygningen af de bombede huse kan finde sted og et dagligliv genoptages.
Som nævnt er denne lille beretning skrevet af mor og datter, hvortil kommer, at datteren, Anna Margrethe Kjærgaard, også har illustreret. Illustratoren er uddannet fra Danmarks Designskole og Akademiska Sztuk Pieknich i Kraków i Polen. Som kunstner har hun modtaget en lang række priser og legater.
Det er en fin billedfortælling, som både er velegnet til højtlæsning og til samtale i forbindelse med den første historieundervisning. Og de naivistisk, ekspressive billeder må endelig ikke gå ram forbi, når man taler om denne rørende beretning.
