En økokritisk tilgang til højtlæsning for de små.

En Axolotl er ifølge www.naturhistoriskmuseum.dk en vandlevende salamander, der som noget
helt specielt, altid er i larvestadiet. Den er 23- 25 cm. lang, har tre tydelige, bregne-lignende
gællestrukturer på hver side af hovedet samt to forben og to bagben med hver fem fingre, og den
er hovedkarakteren i denne helt særlige billedbog om en verden, hvor den typiske skelnen mellem
natur og kultur ikke er afsættet. På bunden af den sø, hvor hovedkarakteren bor, flyder natur,
kultur og affald sammen i en flot æstetisk, men også alvorlig og eksistentiel billedbog.

”Engang var jorden helt ny.” Med en reference til Skabelsesberetningen indledes denne historie
om den lille Axolotl, der i en vidunderlig sø tager sin første svømmetur i en skov af søgræs. ”TA-
DAA”, udbyder den lille jeg-fortæller, der svømmer usædvanligt smidigt, men også usædvanligt
ensomt omkring. Ud af 987 æg var vores fortæller den eneste overlevende, og da dens bedste
venner, tigersalamanderne, pludselig får lunger og går på land, bliver alt så kedeligt. Naturen vil
det dog anderledes. Verden omkring søen brænder, og en kæmpe bølge løfter den lille Axolotl til
vejrs og kaster den ind i en dyrehandel, hvor den finder en ligesindet og kærligheden. Der går ikke
lang tid, så er de to forældre til 987 unger. Livet på bunden er blevet til et liv på toppen.

Axolotlen er antropomorf, og den lille spilop er styret af de samme følelser og motiver som
mennesker. Talende dyr kender vi helt tilbage til fablerne, og dyrene fungerer ofte som stand in
for barnet, som kan identificere sig. Derudover fungerer brugen af dyr i fiktive tekster og med et
økokritisk blik som repræsentationer af naturen og opfordrer ved dette møde til omsorg og
respekt. Dette er også på færde her, hvor den lille Axolotl forlyster sig med mobiltelefoner og
skrald fra verden omkring, ligesom den føler glæde ved fællesskaber og ensomhed uden.

Naturen fremstår ikke umiddelbart som truet i denne fine fortælling, da skraldet er beskrevet som
Axolotlens skatte, ligesom den ikke er passiv. Den reagerer og slår igen, og måske ender historien
med, at den ellers truede Axolotl bliver den dominerende art. Vi ved det ikke, for historien er
flertydig, og mange historier kan der fortælles efter sidste side og sammen med børnene. Med et
sidste blik på Skabelsesberetningen er det helt sikkert, at mennesker, som her er beskrevet som
perifere væsener, ikke er kronen på Guds skaberværk.

Illustrationerne er fantasifulde, varme og glade og hjælper teksten med at fortælle en historie om
natur, kultur og skrald, som uadskillelige fænomener. Metaforer og leg med sprog fremstår som
enkle børneappellerende faktorer i hele fortællingen, og allerede ved artsbetegnelsen Axolotl, får
vi lyst til at lege med- og smage på sproget. Den lille Axolotl er en charmerende hovedkarakter og
fortæller, som læseren og tilhøreren vil falde pladask for. Det er en genistreg at bruge denne
padde som fortæller, da koblingen fra naturvidenskaben til fiktionen giver så fin mening på grund
af den særlige art og leveform, hvor den ikke kan opsøge nye habitater og dens evne til at
regenerere. Hovsa! Jeg tabte en arm!”. I fiktionen bliver den hjulpet på vej til et nyt habitat, og
det giver læseren et håb om, at alt kan lade sig gøre. Derudover bliver man simpelthen nødt til at
opsøge viden om arten ved læsning, hvilket bidrager til koblingen mellem videnskaberne.

Med dette værk er det lykkedes Linda Bondestam at skrive en kunstnerisk bog om
klimaudforinger til de helt små uden en moralsk løftet pegefinger. Læseren og tilhøreren
inviteres til refleksion over dyr og mennesker og over natur, kultur og skrald. Udover at
være en kunstnerisk oplevelse kan den være afsættet til mange snakke om litteratur, dyr,
skrald, genbrug og natur i hjemmet, børnehaven og skolen.

Bogen var nomineret til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris i 2021, og Linda
Bondestam er finsk illustrator med en del titler og priser i forfatter- og illustrator rygsækken.