”Der var engang en supersej dreng, der fik en sød, lille killing. Først var katten åh-så-sød-og-blød-ae-ae. Men så voksede killing desværre og blev småulækker og træls og krævende – og egnede sig derfor bedst som skydeskive, fodvarmer og/eller syndebuk.”
Det er ikke småting, drengen Sivert og hans kat Puttegøj Ronaldo aka Møgmis har været igennem i løbet af de sidste tre bind i Sophie Souid og Thomas Hjorthaabs stor-komiske og skønt flabede tegneserie. Et had/kærligheds-forhold af olympiske dimensioner, hvor de to stridende parter især har excelleret i had-disciplinerne. Man har faktisk skulle bruge en lup med overordentligt tykt glas for at få øje på kærligheden i deres forhold. ”Hellere død end sød” som Møgmis proklamerer.
Og lige netop dén sætning bliver mere aktuel end den hævngerrige kat nok lige havde forventet. Møgmis dør her i fjerde bind, og må stå skoleret foran Gud og Satan, der skal afgøre hans skæbne. Men hvad gør man af en kat, der er for grufuld til Helvede og har begået for mange MISgerninger og KATTEstreger til Himlen?
Fjerde bind i serien om Møgmis er, som sine forgængere, en top-underholdende læseoplevelse. De rappe replikker står i kø og tempoet er så højt, at man spurter lige igennem. Thomas Hjorthaabs tegninger er lige så grove og ufine i kanten som møgmissen selv, og komplimenterer stemningen og humoren til perfektion. Og så forfalder den ikke kun til grove jokes og pruttehumor, der er mening med galskaben.
Møgmis bliver ved med at stå fast overfor Gud og Satan på, at han fortjener at være i live. Men hvorfor? Efter et ophold i limbo går det selvfølgelig op for Møgmis, at han ikke kun undvære Sivert – og at Sivert nok heller ikke kan undvære ham. Han får en chance til for at prøve det der ”næstekærlighed”, og det går selvfølgelig…. nogenlunde. En rosenrød afslutning havde været komplet malplaceret! En fæl brandskid i hovedet på Sivert er mere passende, så dér slutter bind 4.
På papiret virker opskriften på en populær tegneserie til større børn og unge ganske simpel. Tilsæt rigelig med bandeord, galgenhumor, grove løjer og upassende adfærd, og børnene vil være solgt. Og det er ret beset også den opskrift Sophie Souid og Thomas Hjorthaab følger. De tilsætter bare de ekstra ingredienser, der løfter Møgmis-serien op fra letkøbtskassen: et stort, bankende hjerte som drivkraft samt en tilpas mængde finesse i fortællingen der gør, at børnene der læser forstår budskabet: venskab er ikke kun venskab i medgang. Et solidt venskab tåler modgang. En god ven er der også på den anden side af høj bølgegang. Sivert og Møgmis’ venskab udsættes for overrumplende modgang, men vi forstår overdrevet.
Møgmis serien fortjener næppe mere positiv omtale eller eksponering, da den har været uundgåelige de sidste par år, men det er velfortjent og med god grund. Flirter man lidt for meget med krænkelsesparathed og korrekthed, kan det dog være, man skal lade bøgerne stå på hylden. Vil man have et godt grin og engagere sig i børnehumor anno 2024, skal de så absolut med hjem.
