”PÆDOFILE LIDERBUKS!” Jeg brasede ind ad køkkendøren og så truende på manden, mens jeg tickede som en gal. Fyren stod ikke engang med en sløv kniv i hånden, og han var heller ikke ved at voldtage mor. Faktisk sad hun og Den Hviskende Stemme på hver sin side af køkkenbordet og fik sig en kop te. Jeg var mega-monster-forvirret. Det hele snurrede rundt inde i mit hoved. Jeg slog mig på låret 4 gange. Spjættede 3 gange.
Det er ikke nemt, at have en Tourette-diagnose. Det er heller ikke nemt at være ung. Men at være ung med en diganose for Tourette er særdeles svært. Hvordan er det? Som ung eller voksen kan man kun få indblik i den verden gennem andres erfaringer, og her er litteraturen en måde, hvorpå man kan se verden med andres øjne.
”Når hr. Hund bider” er romanen om Dylan Mint, der har Tourette .
Filosoffen Martha Nussbaum siger i et interview: ”Selvfølgelig er det vigtigt, at unge mennesker har et arbejde og føler medbestemmelse på den førte politik. Men hvis du aldrig er blevet trænet i at forestille dig, hvordan dine medborgere har det, og kan finde ud af at argumentere med respekt, vil demokratiet i sidste ende fejle.” Hun mener, at litteraturen netop kan få os til at se med ”the inner eye”, så vi kan forestille os, hvordan det er, at være en anden. Når så mange børn skal inkluderes i det ”almindelige” skoleklasser, er det mere nødvendigt end nogensinde før, at man har et billede af, hvordan verden ser ud fra en socialangst elevs side, fra en ADHD-drengs eller fra en Tourette-diagnosticeret persons side.
Tourette er den diagnose, Dylan Mint har. Han går på specialskole, hvor han er forelsket (på afstand) i Michelle. Det er ikke nemt at være forelsket, når ens diagnose konstant kan give sig udslag i, at Dylan midt i det første forsøg på at samtale med Michelle får tics og råber: SNOBBY BITCH eller FUCKING BIGFOOT. Det gør alt svært.
Dylan har fået indtrykket af, at han skal dø til marts af en eller anden sygdom, som hans mor ikke vil fortælle ham om. Det sætter alt på spidsen, så han skal nå hele livets store opgaver (inklusive et tæt fysisk samkvem med Michelle) inden marts. Heldigvis har Dylan en ven Amir.
Bogen er skrevet med humor og masser af sprogligt overskud. Der er dialoger af høj klasse mellem Paki-Amir og Dylan Mint, og der er fine samtaler mellem moderens nye ven Tony og Dylan. Det er en bog, man absolut kan anbefale som læsning til alle unge og voksne, for hvad ved vi i virkeligheden om Tourettes diagnose?
Løgstrup sagde det som Nussbaum i et essay om Jakob Knudsens opdragelsestanker: ”Saadan taler vi jo ogsaa om at forsøge paa at sætte os i den Andens Sted, se Tingene med hans eller hendes Øjne, ud fra deres Situation – men det kan jo ikke ske uden ved Fantasiens Hjælp; den skal til for at forstaa det andet Menneske.”
Det er her, litteraturen (også) har sin helt store styrke: den kan vise os verden set med de andres øjne. Og verden set gennem Dylan Mints øjne er festlig, farlig og foruroligende, – men den er også humoristisk og fyldt med kærlighed og venskab.
