Der var engang en dreng, han var vel fjorten år gammel, lang og ranglet og med helt lyst hår. Noget særligt duede han ikke til: han havde allermest lyst til at sove og spise, og så kunne han lide at drille og lave ulykker.
Det er Selma Lagerlöfs gamle historie om drengen Niels Holgersson, der her kan læses i en forkortet udgave. Tore Leifer har oversat og redigeret den lange, klassiske fortælling, og udover at forkorte den, har han vinklet den, så fortællefokus er på Niels Holgersen (som han kaldes her) frem for på de mange bipersoner. Sproget er desuden, skriver Tore Leifer i efterordet: nænsomt gjort forståeligt, også for børn.
Tilblivelseshistorien bag ”Niels Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige” er kendt af mange: Svenske børn tilbage omkring år 1900 vidste (som alle børn gennem tiden) alt for lidt om deres verden. Især vidste de for lidt om det Sverige, der i 1905 skulle tabe personalunionen med Norge, et Sverige, der var fattigt og fyldt med arbejdsløse. Der var brug for national oprustning i stil med ”Hvad udad tabes, skal indad vindes”, så den svenske Folkeskolelærerforening bad Selma Lagerlöf skrive en ny læsebog til skolebørn. En læsebog, der kunne lære børnene om Sveriges geografi. Bogen er således et dobbelt projekt: En fiktiv fortælling, der også giver kundskaber til læseren. Som Lagerlöf selv formulerede det: Spændingen ligger i at kunne gøre en landsdel levende, at fremhæve hovedpunkterne ved hjælp af digt og poesi. At proppe kundskaber ind i børn, uden at de mærker det.
Hele værket er en stadig spænding mellem de to positioner: Digt og poesi over for kundskaber. Da gæssene og Niels Holgersen flyver over Falun og de jernværker og jernminer, der er her, så får læseren en basisviden om nytten ved jernudvinding. Der står:
I stedet begyndte han at tænke på jernværket, og hvor nyttigt jernet var for mennesker. De havde jo brug for jern til mange ting. Jern var der i ploven, der pløjede marken, i øksen, der byggede huset, i leen, der høstede kornet. Jern var der i låsen, som låste døren, i sømmene, der holdt møblerne sammen, i blikpladerne, der dækkede taget. (…) Af jern var nålen, der syede tøjet, saksen, der klippede fårene, gryden, der kogte maden. Stort som småt, alt, der var nyttigt og uundværligt, var af jern.
Poesien får dog også sin plads: Tæt ved siden af ham marcherede rugens strå med tunge aks i toppen, sammen med blomstrende blå kornblomster.
Bogen er også præget af Niels Holgersens udviklingshistorie fra dreng til mand. Han går fra at være doven og uduelig og ond og tankeløs til at være en betænksom ung mand, der har øje for andres lykke og ve og vel. Han lærer af dyrene, der altid hjælper hinanden, når der er behov for det. Han lærer at være taknemmelig, og han lærer at se verden fra den andens perspektiv:
Når jeg kommer i vanskeligheder en anden gang, sagde han til sig selv, så vil jeg huske på det her. Jeg vil tænke på, at jeg ikke behøver gøre noget grimt og forkert, hverken mod mig selv eller andre. Der er altid en tredje udvej, bare man kan finde den.
Illustrationerne af Helle Frøsig er helt i tråd med bogens dobbelthed. Der er oversigtskort, (som kunne være fotograferet i et gåsetræks-perspektiv), og der er poetiske collager, hvor Tommeltot, (som Niels Holgersen kaldes af gæssene), optræder i fotografier af den svenske natur. Nogle dyr er tegnet ”med spids blyant”, andre er stiliserede som gæssene, der altid er i flok. Illustrationerne følger altså på forbilledlig vis fortællingens dobbelte anliggende: Børnene skal læse om Sveriges geografi og natur og kultur, men de skal tilegne sig kundskaberne i et poetisk sprog.
“Niels Holgersens forunderlige rejse” er en fremragende formidling af et klassisk værk. Smukt i illustrationer og i sprog.
Selma Lagerlöf
Helle Frøsig
Vandkunsten (Her kan du også læse om Frøsigs overvejelser over illustrationerne)
