Nikoline og bolden

‣ Forfatter: Pia Ryding

‣ Illustrator: Lea Hebsgaard Andersen

‣ Forlag: Forlaget Super

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 164,95

‣ Målgruppe:8 – 11 år

‣ Sidetal: 64

‣ Sværhedsgrad: lix 20

‣ ISBN: 9788797379547

” “Nej!” “Prøv nu, Nikoline, den er da pæn.” Far forsøger at lave sød stemme. “Nej. Jeg vil ikke.” Jeg ryster på hovedet. “Kom nu. Mor har brugt hele formiddagen på at finde kjoler til jer.” Jeg kigger på kjolen, der ligger på senge. “Jeg har sagt til mor, at jeg ikke vil have kjole på.”

Alle har brug for at læse en bog, hvor læselighed, læseværdighed og læsbarhed rammer målgruppen. Der skal være bøger, der har et alderssvarende indhold og som samtidig har en læsbarhed, der rammer det niveau, som barnet befinder sig på. Der er en lang række ”læs-let-serier”, og nu er der også ”læs-svært-serien” her fra forlaget Super. Lixtallet er 20, og bogens indhold er rettet mod indskolingen, mens lixtallet mere signalerer 3. og 4. klasse.

Bøgerne i denne læs-svært-serie er skønlitterære blandet med illustrerede faktasider. Faktasiderne understøtter bogens handling eller tema. Der vil være ti kapitler i den enkelte bog, og bøgerne vil altid ende på en realistisk, men god måde. Læs-svært er bøger til børn, der tidligt lærer at læse. Indhold og temaer i serien er tilpasset børn i indskolingen, men sværhedsgraden er ca. 4. klasse. Læs-svært bøgerne kan også læses højt.

Nikoline og Karoline er tvillinger, de skal til sølvbryllup hos deres bedsteforældre, men Nikoline har ikke lyst til at have kjole på. Hun foretrækker at spille basket og gå i drengetøj. Karoline derimod elsker tyll og flæser. Deres storebror Magnus er netop blevet vegetar, han går til tider i kilt og børnenes eksperimenter med køn og identitet giver særligt faderen nogle udfordringer.

Handlingen udspiller sig før og under sølvbrylluppet, og der er nok af temaer at tale om. Faderens temperament, børnenes modspil til forældrenes forventninger, familiefesten og moderens udglattende rolle kan man formentlig genkende fra manges liv.

”Nikoline og bolden” er en fin, spændende, relevant og nutidig fortælling. Pia Ryding skriver med meget dialog, der er en troværdig handling og personerne er forholdsvis nuanceret portrætteret.

Links: piaryding.dk

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.