”Færgens lysende mund. Bilerne, der bliver spyttet ud i mørket på en lang række som en mærkelig metalslange. Og så det sorte hav til begge sider. Det er det, hun ser ud ad bilens bagrude, da de stille kører væk fra havnen og gennem den lille by på øen.”

Nu er Sol kommet til Lilleø, en ø med fyrtårn, fiskebutik og et hus, som Sols familie har købt. Familien består af mor og far og Siv og Sol – og katten Pontus. Sols far har haft (og har) en depression, nu skal han prøve at ”blive sig selv” her på øen. Sol får også brug for at ”blive sig selv”, helt som alle 13-årige har brug for at finde deres egen vej i livet.

Det bliver en sommer, hvor Sol og Karlo, den lokale dreng fra øen, tilbringer megen tid sammen. Storbypigen ser her en anden hverdag; en hverdag, der er fyldt med hornfisk og fisketure, en hverdag med de lokales hjælpsomhed og omtanke og en hverdag, hvor solen skinner og dagene går uden mobiltelefoner og skærmtid.

Sol er en en pige, der tænker meget over sit liv. Hun går i 7. klasse, er veninde med Beate, og føler sig udenfor og fortabt og forglemt. Hendes forældre lader hende tage til Lilleø sammen med faderen i foråret i 7. klasse, så hun kan ”finde sig selv”. Det bliver en helt anden hverdag, hvor der kommer ro på meget, men der kommer også uro med Karlo i hendes liv.

Økuller er en fin bog om et ”helt almindelig pigeliv”, der ikke er så helt almindeligt alligevel. Det er fint at læse om en hovedperson, hvor søsteren er et anker i hendes liv. Siv, der rigtignok skal på efterskole, er en storesøster, der netop er en storesøster, der kan guide Sol i livet. Hun beroliger på et tidspunkt Sol med at fremtiden ikke er sort og dyster: ”Du skal ikke være bange, det skal nok gå”.

Det går. Lilleø er en ø, hvor man kan finde sig selv, – også når det er mørkt. Der er ingen mirakelkure overfor depression og skoletræthed. Man må tage det langsomt og lade livet gå.