Vi havde passeret pigtrådshegnet, der afskar alle civiles adgang til landets kyster. Ingenmandsland. , overvåget af militæret med vagttårne og projektører og på udsatte strækninger ryddet for al bevoksning og fyldt med landminer.
Sådan lyder et eksemplarisk citat. Og et andet sted står der:
Før sammenbruddet var verdens økonomi indrettet som et kapløb mellem nationerne. For ikke at sakke agterud i konkurrencen, måtte de hele tiden øge deres økonomi ved at producere mere og mere og forbruge mere og mere.
Vitus, Malte og Agnes mødes i de fælles bestræbelser på at overleve rædslerne, der oversvømmer hele Danmark, da grænsekontrollen er brudt sammen, flygtningestrømmen er taget til og hele civilisationen er brudt sammen. Forbrugssamfundet har spillet fallit, overforbrug af resurser og en satsning på øget forbrug har fået samfundet til at kollapse. Nu er befolkningen delt i to: de registrerede og de uregistrerede. Ingen har dog for meget, men de, der bor uden for byen uden at være registreret har slet ingen ting. Humanisten Vitus, den gamle lærer for blandt andre Malte, leder et projekt, hvor der uddeles mad til de, der bor under broerne, ved motorvejen og andre håbløse og forblæste steder. Malthe hjælper til, men da alle unge indkaldes, når de bliver 16 år, så er hans hverdag pludselig ændret.
Nu lærer han, sammen med unge på hans egen alder, at forsvare landet mod ”de indtrængende”, der forsøger at komme i land langs kysten. Der er projektører, der lyser ud over strandbredden, der er vagttårne, pigtråd og vagtrunder. Der er mange, mange ligheder med DDR og kystbevogtningen og angiveriet i Østtyskland før murens fald, men her er det ikke mennesker, der vil flygte, der bliver skudt. Det er mennesker, der er på flugt fra endnu værre vilkår, og som i forsøget på at nå Danmark, jages af militæret.
Lise Bidstrup har skrevet bogen før den seneste store flygtningestrøm nåede de danske grænser, men der er uhyggeligt mange tråde, der kan trækkes til nutidens debat om hvordan vi løser Europas og Verdens flygtningeproblem.
Det er en dystopisk skildring, hvor Lise Bidstrup forsøger at sætte rammen for den fremtid, der kan tegne sig, hvis ikke der arbejdes mere målrettet for at sikre en bæredygtig produktion og et verden med plads til alle. Det er bind tre i den dystopiske serie, hvor ”Spillets by” om realityshows var den første, og ”Idolernes by” om X-faktor-fremtiden var den anden. Der er dog ingen sammenhæng indholdsmæssigt mellem de tre bøger, der uden tøven kan læses hver for sig.
Den medrivende handling fortælles med megen dialog, beretningen er i sætninger afpasset handlingen og det er en glæde at læse et ”ungt sprog”, der aldrig bliver ungt på den anstrengte måde.
Det er en særdeles tankevækkende bog. Samfundskritik gives ikke ofte så skarpt i fiktionen som her. Og sjældent har det været så sørgelig aktuelt.
P.S. Bagsideteksten fortæller, at man her kan følge Malthe, Thea og Vitus. Det er dog Malthe, Agnes og Vitus, der sammen tager turen i lastbil væk fra det døde land.