På røven gennem natten

‣ Forfatter: Søren Poder

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 199

‣ Målgruppe:12-15 år

‣ Sidetal: 175

‣ ISBN: 9788793835863

”Har du fundet ud af hvad du skal have?” Viktor viftede menukortet foran ham. Det er bare en pizza, du skal vælge, ikke en uddannelse. Og jeg er sulten.”

 

De to venner Viktor og Lukas skal ”hænge ud” en aften, helt som de gjorde før i tiden, da de gik i folkeskolen sammen. Nu er de begyndt på ungdomsuddannelsen og skal lige finde sammen igen. De har ingen penge, så Viktor har sagt ja til at ”tage en tjans”, hvor de blot skal aflevere en pakke, hentet i det lokale pizzeria, og leveret til en adresse i den anden ende af byen. Nemt. De får tusind kroner for opgaven.

Sammen med to pizzaer (den ene med ananas) går de glade og sultne gennem byen, men selvfølgelig sker der noget. De bliver frarøvet pakken af små børn på børnecykler, som de jagter – og så bliver alt kaos og krimi på højt niveau.

På røven gennem natten er en fremragende krimi, der begynder helt stille og roligt. Men så sker der noget, der indbefatter politijagt, en gammel oldefar, en bortløben muslimsk kæreste Amira, der har en stor familie, en pistol fra Anden Verdenskrig, lokale bilejere af forskellig karakter, rockere og ikke mindst den lokale betjent Bent, der har nattevagten på stationen i Holstebro.

Rockerne er ikke venlige:

”Og de vil smadre min tommelfinger med en hammer, fordi hans hånd kom i klemme i bildøren. Ellers er prisen 350.000.”  

Der er således noget at arbejde hen mod: At få fat i 350.000, før tallet vokser sig større.

 

Søren Poder er journalist på Herning Folkeblad, han er lokalkendt i det midtjyske område, og det er en stor fornøjelse, at en ungdomsbog foregår i netop Herning, Silkeborg og Holstebro og ikke i Ishøj eller Rødovre. Der er fine lokale bemærkninger, de kører forbi mindestenen for Kaj Munk (hvem? En munk?) og der sker en del hos det lokale politi i Holstebro.

Dette er en virkelig spændende krimi, der også er en fin fortælling om familie og sammenhold, men først og fremmest er det en spændingsroman til unge. Dem er der ikke mange af.

 

Forfatterens hjemmeside

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur: