Nogle gange måler jeg omkredsen på mine lår. Lår er en forfærdelig kropsdel. Man skal være narkomantynd, for at de ikke splatter ud og ser tykke ud, når man sætter sig ned. Jeg forstår ikke, hvorfor lår har så stor en diameter. Det havde set mere naturligt ud, hvis hele benet havde samme omkreds.
Sådan står der på side 124 i Papirbryllup, og kampen mod de fede lår er gennemgående for bogen.
Både Pil og jeg har tit forstoppelse eller racermaver. Det er vi vant til. Engang gik det helt galt. Jeg sked ikke i en uge, min mave voksede sig kæmpestor. Jeg lignede et af de der skræmmebilleder af børn fra Afrika, der er vanvittigt tynde og alligevel ser højgravide ud. Jeg holdt op med at spise.
Mia spiser herefter (på anbefaling fra sin noget alternative behandlermor) grønne kogte bønner med olivenolie. Det resulterer efter en uges tid i et gigantisk afføringsforløb.
Mia og Pil spiser aldrig helt almindeligt. De tæller kalorier, lige indtil de kaster sig frådende over is og alt med chokolade, og så kaster de det hele op. Så smager de ligesom også isen to gange.
De to piger bor sammen i en lille lejlighed, sover i samme halvandenmands-seng (uden at være kærester), læser det samme på KUA og ser de samme mennesker: Idioten (der også hedder Bue), Agnes, Laura, Grisehandleren og Røde. De sidstnævnte er opkaldt efter figurer fra Matador. Det er Mias blik på vennekredsen, der farver portrætterne, og det er ikke særligt flatterende.
Mia har gennem hele romanen et ønske om at være den eneste, der er der for Pil, og hun bruger hele sin dag på at styre henimod det mål. Når hun bor i lejligheden hos Pil, så skyldes det, at hun ikke har andre steder at bo, og det ønsker hun heller ikke at få. Pil søger dog at frigøre sig, og temaet i bogen er, hvorvidt og hvor langt man kan gå i ønsket om at være virkelig tætte og nære venner. Ejer man hinanden, når man er venner? Er der plads til andre end Mia og Pil i Mias verden?
Undervejs citerer Mia fra SKAM-serien:
Mennesker har brug for mennesker, var der engang en skolelæge, der sagde i en ungdomsserie, som Pil og jeg så sammen. Jeg har ikke brug for mennesker, jeg har kun brug for Pil.
Det er problemet: Mia har kun brug for Pil.
Papirbryllup er 180 sider om mad, venskab, fester, venner, mere mad, og i det fjerne lurer studierne på KUA. De fylder intet i livet. Det er en meget indskrænket verden, Mia lever i, og man kunne ønske, at hun fik øjnene op for, at studiet i tysk også kunne være interessant og meningsfuldt.
Det er 180 sider med dialoger, der ikke fører noget sted hen.
Det er 180 sider med hovedpersonens blik, der kun ser ind mod egen navle.
En humoristisk og alvorlig roman om venskaber, står der på bagsiden. Man kunne også skrive: En lang bog om en veninde, der ikke vil have flere veninder.
Om Laura Ringo
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside – med læse- og lydprøve
