Alva mister alt men får endnu mere tilbage i løbet af en sommerferie. Hun mærker for første gang forelskelsens overvældende favntag, da Pedro fra Spanien træder ind i klassen. Hun forbander sine manglende bryster og bløde former. Hun oplever venindesvigt til fordel for de populære piger, og hun bliver selv den, der gør andre fortræd. Men hun tager affære i eget liv og klipper ordet ’UNDSKYLD’ ud i 1000 små snefnug, der daler. Alva mister alt, men finder sig selv og får mere tilbage.
“Papirhjerter” er så identificerbar, at anmelderen fik flere flashback til tiden inden bryster og den frygtelige usikkerhed på egen færden på pubertetens ustabile underlag. Man spørge sig selv, om nutidens børn på samme måde vil føle sig set, og det er jeg sikker på, at de vil, da romanen kredser om universelle og eviggyldige, eksistentielle temaer: Forelskelse, svigt, identitetsforvirring og lærere, der lader elever danne grupper selv.
Handlingen er pakket ind i smukke illustrative sider, hvor ord hopper rundt og laver cirkler, og hvor figurer visualiserer det skrevne. Ordene danner billeder og ikke kun i tankerne men helt konkret på papiret. “Papirhjerter” er en billedbog uden billeder og en metafiktiv fortælling krydret med søde kager og pyntet med røde, pink og orange papirhjerter.
“Papirhjerter” kan naturligvis indgå i skolens litteraturarbejde, men skal helst nydes blot for litteraturens skyld og helt frivilligt, så lad den ikke være underlagt faglige mål. Slip den fri og se hvad der sker, hvis I forsyner børnene med farvet papir, saks og blyanter. Selv fortalte jeg et par piger om den, og dagen efter lå der orange origamihjerter på mit bord.
Hanne Dagmar Raaberg skriver sig ind i rækken af dygtige forfattere med sin illustrative prosa. Hun er uddannet ved Forfatterskolen for Børnelitteratur, og hun skriver om sig selv: Jeg elsker at skrive, og jeg kan slet ikke forestille mig at lade være. Jeg forstår min verden gennem skrift. Jeg skaber nye verdener gennem skrift.
Hanne Dagmar Raaberg har med “Papirhjerter” lavet ordkunst, der med æstetiske greb taler lige ind i præpubertetens store dilemmaer og tilføjer håb i et barneliv, der sulter efter troen på, ’at alt bliver godt’. Alvas rejse ender godt men absolut ikke uden strabadser på vejen. Derfor oplever vi ikke slutningen som sødladen og banal. Tværtimod er det en kærkommen gave til den unge læser i et ungdomsliv, der er præget af skoleværing og mistrivsel.
Jeg giver Papirhjerter 1000 hjerter.
