Paris Belinda Hansen er hverken rig eller smuk. Men hun har 46 kroner, som hun har sparet sammen af sine lommepenge og så nogle penge, hun har tjent på at gå ned med tomme øldåser. Og 46 kroner er jo også en slags penge, så det skal hun ikke brokke sig over, siger hendes far. Det gør Paris heller ikke. Hun drømmer om at købe et marsvin, ligesom det Natalie henne i nummer 17 har.
Paris Belinda Hansen er den både hjerteskærende og tragikomiske historie om næsten 10-årige Paris, der forsøger at få det bedste ud af det under-middelmådige liv, hun er blevet tildelt. Hun har hverken mange penge, et godt udseende eller er særlig begavet. Men hendes mor siger, at det med udseendet, det kan man vokse sig til. Hun siger også, at hvis man ikke er boglig, så kan man nogle andre ting – måske har Paris fx arvet sin mormors fantastiske sangstemme, så hun på et tidspunkt kan stille op i X-faktor.
Paris’ mor er hjemmegående pga. af sygdom, men det gør hende i virkeligheden til verdens heldigste pige, mener Paris’ far, for hvor mange børn har måske en mor, der altid har tid til at hjælpe til med lektierne og bage boller? Problemet er bare, at Paris’ mor hverken kan hjælpe med lektierne eller bage.
Paris Belinda Hansen er et fremragende eksempel på når børnelogik appliceres på voksenlogik. Voksenautoritet og ’fordi-jeg-siger-det’- retorik undergraves fuldstændig, når den forsøges forstået gennem Paris’ optik. På morsom vis bliver den voksnes tale fuldstændig meningsløs og absurd, samtidig med at man føler ufattelig stor medlidenhed med Paris, der ved at lyve og hustle sig gennem tilværelsen (ligesom hendes forældre gør det) prøver at få det bedste ud af hverdagen.
Sprogligt egner Paris Belinda Hansen sig ikke til den svage læser. Selvom teksten er trykt med stor typografi, og ordene ikke er decideret svære at forstå, er der en del lange ord. Dertil skal man også kunne læse mellem linjerne for fx at fange den ironiske tone.
I skolesammenhæng er bogen oplagt at bruge til at snakke om børn og forældre-forhold, venskab og social forskellighed.
Ud fra Peter Bay Alexandersens farvede illustrationer udført i realistisk stil ser vi, at Paris i virkeligheden ikke er grim – overhovedet ikke. Vi ser også, at hendes mor er en rigtig dulle med masser af blå øjenskygge, og vi ser farens tilbagelænede og uanfægtede attitude til skole-hjem-samtale, når lærerinden fortæller om lektiecaféen for de børn, hvis forældre har svært ved at hjælpe med lektierne. Illustrationerne udvider på den måde historien, samt tilfører den yderligere nuancering.
Anne Sofie Hammer der også er forfatter til de kendte Villads fra Valby-bøger har skrevet en yderst humoristisk og ironisk børnebog. For at fange den ironiske tone, skal læseren dog befinde sig på et højt refleksionsniveau, her kan bogen med fordel læses sammen med en voksen. Men uanset læserens refleksionsniveau er Paris Belinda Hansen en rigtig god historie om hverdagen for børn, der kommer fra en familie, hvor hverken det økonomiske eller det mentale overskud rigtig er til stede.
