”Mission Bøhlandet” er det 3. bind i Gunvor Reynbergs humoristiske og (lidt) spændende serie om de to 12årige børn Pelle og Petra og deres private modstandsgruppe POPA, hvor de kæmper for børns frihed.
Pelle vil optræde som agent 0013 og synes, at Sean Connery er den rigtige James Bond og ved alt om hans Aston Martin. Petra optræder så i fortællingerne som agent 0012.
Her i “Mission Bøhlandet” bliver de problemer, de normalt kæmper mod i fantasien ret så virkelige. Petra får nemlig at vide, at hun skal på sommerferie hos en plejefamilie i Jylland, fordi hendes mor er syg. Det er hun absolut ikke tilfreds med, men det hjælper da Pelle får lov til at blive et par dage, så han også kan opleve det forfærdelige stinkende bondeliv. Men begivenhederne tager fart, og i mødet med grillbestyreren, drengebanden “Hvidt Shit” oplever Pelle og Petra mobning, tyveri, hashhandel, hasarderet bilkørsel og afstumpede drenge. Her hugges mobiltelefoner fra de små børn, der ryges hash og handles med stjålne varer; men heltene Pelle og Petra, der sender minder tilbage til “De 5 bøgerne”, er både fair og særdeles behjælpelige med at få returneret det hele. Af og til virker deres dristige planer endog nogenlunde gennemtænkte.
Fortælletempoet er højt i den actionfyldte og velillustrerede børneroman, der nok skal holde barnelæseren i ånde. Udover selve eventyret inddrages der i “Mission Bøhlandet” adskillige af de sociale uretfærdigheder og problemer børn nok kender til i forvejen. Helten Pelle kommer fra en til tider harmonisk kernefamilie, mens heltinden Petra, og flere af de jyske bandemedlemmer, har adskillige sociale problemer og udfordringer med i deres rygsæk.
Lidt ærgerligt er det, at “Mission Bøhlandet”, på trods af dens uskyldige indhold, er med til at stigmatisere beskrivelserne af både jyder og københavnere. De er lidt tumpede, de der jyder over fra ‘Det mørke Jylland’. Og de er rappe i kæften og handlekraftige, de der Kjøwenhavnere. Endelig er det lidt ærgerligt, at den 12årige helt Pelle skal helt tilbage Sean Connerys 007-figur, Bruce Lee og Arnold Schwarzenegger for at finde sine action-forbilleder.
Pelle og Petras mission helt ude på bøhlandet anbefales til selvstændig læsning til mellemtrinnet. Dens indbyggede action, plot og humoren skal nok få lystlæseren frem i barnet. Og lidt BØH rummer eventyret ude på BØHLANDET da også!