”Pepino var en lille sort bjørn med hvid snude og store ører. Nogen ville måske kalde ham for en bamse. Han var håndsyet og i hans ene side sad en lille stoflap, hvorpå der stod: Michaud Collectiong, Limited Edition, Bear No 31.”
Hans ejer er Tino, der lige da bogen indledes, er en hjemløs dreng i Venedig. En aften, hvor Tino er sulten og alene i mørket, kommer Maestro Maggiore, en arbejdsløs orkesterleder, og han tager Tino og Pepino med sig hjem til sit store hus. I løbet af kort tid udvides børneflokken i Maggiores hus, og alle får lov at bo og sove her, de skal blot øve sig på cello, violin eller fløjte, klarinet eller tuba, og så må de lade sig opdrage med en vis mængde gode manerer af kokkepigen og husbestyrerinden Filomena.
Det er ikke en nem løsning at blive orkesterleder for en flok hjemløse børn. ”Alt var ikke let i Maestro Maggiores hus, faktisk var der meget, der var svært. Atten børn, som har været vant til at klare sig på gaden ved at tigge og stjæle, slipper ikke af med deres gamle vaner på en dag eller en måned. De har jo boet på gaden, fordi de har mistet næsten alt: deres mor og far, deres hjem, deres tillid….. Det er ikke altid nok at give dem husly og mad og et instrument at spille på.”
Men så fortæller de deres livshistorie til hinanden, og Maggiore får forståelse for, at det ikke kun er musik, det handler om. Det handler også om at lære at tage ansvar for sit eget liv, det handler om at blive en del af samfundet.
Forfatteren Bente Klerke fortæller en helt old-school-fortælling om mennesker og dyr. Den er tidløs, der er eventyrtræk, der er magiske træk og talende dyr (og bamser) og der er gode mennesker med omtanke for andre. Fortællingen er lavmælt og mange gode episoder og eksempler på børnenes problemer med at finde sig til rette i et mere normalt samfundsliv.
Blandingen af eventyr og samfundskritisk fortælling er fortalt lige netop i øjenhøjde til målgruppen, der er børn i 5-10 års-alderen. En naiv fortælling, ja, det er det, men den er klassisk i sin stil. Bente Klerke har lavet en lydbogsudgave, hvor hun fortæller, – fremfor at læse op. Hun er en rutineret fortæller, der hermed også har vist, at hun kan skrive.
