Pia Linda og mor – Dukken

‣ Forfatter: Andreas Kirstein Bræstrup

‣ Illustrator: Rasmus Bregnhøi

‣ Forlag: ABC

‣ Udgivelsesår: 2014

‣ Pris: 229,95

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788779162372

Vi kender Pia Linda fra bøgerne om Poul og far, hvor hun var Pouls dukke. Nu er rollerne byttet om, og Pia Linda er en pige, der bor sammen med sin noget specielle og krævende mor, der opfører sig som et forkælet barn. I ‘Pia Linda og mor – Dukken’ har mor lovet, at de skal i legetøjsbutikken og købe en dukke til Pia Linda, men først skal mor lige spise brunch, ligge i badekarret, snakke med en veninde og på cafe. Og da de endelig når hen til legetøjsbutikken, er den lukket. Pia Linda er dybt skuffet og ked af det, men det forstår mor ikke, for de kan da bare købe dukken på mandag, og indtil da kan Pia Linda få mors gamle noget mølædte dukke!

Det er Rasmus Bregnehøj, der illustrerer og hans streg både understøtter og meddigter i den grad historien. Med sin enkle streg bidrager han til at give fortællingen liv, og som altid er der humor i hans billeder. Den kvikke læser vil straks opdage, at Pia Lindas dukke er Poul, godt gået!

Hvor forfatteren lod Pouls far være sød og meget overbærende,  er rollerne nu byttet helt om. Pia Lindas mor en karikatur af nogle moderne mødre, der stadig har svært ved at  finde ud af, at der er andre behov at opfylde end lige deres egne. Heldigvis ligger den kærlige humor i hele bogen, og der er ingen løftede pegefingre. Mange fornuftige børn vil undre sig over mors adfærd, for den går ud over alt, hvad de har lært om at være sammen.

Bøgerne er et godt udgangspunkt for en snak om, hvem der egentlig bestemmer, og de kloge børn vil også kunne overføre mors mønster på de kammerater, der altid tror, at de har mere at sige end andre –  og de klogeste kan måske se sig selv i bare lidt af mors adfærd.

”Pia Linda og mor” er  en ny serie, og jeg synes, det er skønt med den fine humoristiske vinkel på samværet mellem mor og datter, og jeg glæder mig allerede til de næste bøger i serien.

http://www.abc-forlag.dk/

http://rasmusbregnhoi.dk/

 

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Birgitte Rasch

Jeg er uddannet lærer fra Nørre Nissum Seminarium og har arbejdet som lærer først i Albertslund og senere på Bernadotteskolen, hvor jeg både var lærer og skolebibliotekar. Jeg var med i ”Den gode historie” i flere omgange og har været forlagskonsulent i børne- og ungdomsbøger siden 2002.