Mange børn har venner, der kun findes i fantasien. Mange af os, der nu kalder os selv for voksne, kan måske huske, hvad vores hemmelige fantasivenner hed, og at de kunne alt muligt. Måske ting, vi ikke selv turde. Sådan er det også for drengen Lasse, der har en hemmelig ven. En pige, som han har døbt Djamesbond. Navnet vender vi tilbage til.
Djamesbond kan alt, så som at springe ud fra høje bygninger, flyve helikopter og klare Den Onde. Hun klarer altid Den onde.
Lasse er en almindelig og ikke særligt modig dreng, der går i skole og er utryg ved de store bøller, der hænger ud nede ved Netto med smøger og knallerter. Af en eller anden grund har børnelitteraturens bøller altid smøger og knallerter. Det er åbenbart en farlig cocktail.
Lasse gemmer Djamesbond i en hæk og husker altid at sige farvel til hende med samme remse. En dag glemmer han remsen, og så dukker pigen, han kalder Djamesbond, op på skolen, hvor hun starter i Lasses klasse. Lasse har dog ikke tænkt på madpakke til hende. Han vidste jo ikke, at hun kom.
Efter skole hænger hun ud med de store bøller, der synes, hun er vildt sej, fordi hun er så modig og kan skyde med luftgevær. Hun kommer slet ikke hjem om natten, og Lasse må ud og lede efter hende. Foran Netto har der tydeligvis været fest, men han finder ikke Djamesbond.
Den næste dag sidder hun imidlertid i klassen og har et forslag til en ny leg.
Denne bog af Hanne Kvist og med illustrationer af Lillian Brygger sender de børnelitterære minder tilbage til 90’erne og de tidlige 00’er, hvor folk som Bodil Kampp, Nina Christensen og Anna Karlskov Skyggebjerg m. fl. skrev om den komplekse børnelitteratur. Her var forfattere som Bent Haller, Louis Jensen og Hanne Kvist selv på programmet. Den komplekse børnelitteratur havde en række kendetegn hvad angik fortællersynsvinkler. De var ofte med polyfone fortællere, de stillede store krav til læserens forståelse og evne til tekstindlevelse, og de havde en udpræget kompleks litteraritet, hvilket gjorde værkerne særligt anvendelige i folkeskolen. Det gik aldrig helt op for mig, hvor meget de blev læst uden for undervisningen. Disse bøger blev et forskningsfelt i sig selv, fordi de var med til at sætte fokus på børnelitteraturens egenart og dens kunstneriske kvaliteter. Danmark var langt fremme i denne forskning.
Pigen der hed Djamesbond lægger sig i denne komplekse tradition, og det er godt at se, at Hanne Kvist stadig kan sætte børns kringlede fantasi, men også deres ensomhed på dagsordenen. Bogen er som forventet velskrevet, men dog ikke let tilgængelig. Intertekstuelt kommer jeg til at tænke på novellen Klaveret af Louis Jensen fra år 2000. Her har hovedpersonen også en fantasiven, der præcis som Djamesbond bryder ud af fantasien og på fantastisk vis pludselig finder en rolle i den virkelige verden. For læseren er det dog uklart, om dette finder sted i virkeligheden. Bogens slutning giver ikke svaret, for Lasse skal nu være en, der hedder Michael Jackson, og som har en blåhval i et svømmebassin. Tja, sådan kan det gå.
Lillian Brøgger har med vanlig forunderlig vis tegnet med, og illustrationerne fungerer mest som supplerende til teksten og skaber en ikonotekt, der giver et nuanceret billede af Lasse. Brøgger leger også med intraikonisk tekst, når Lasses farvelremse til Djamesbond snor sig over to sider. Illustrationerne viser også, at Lasse måske i virkeligheden er mere frygtsom, end teksten giver udtryk for, og at Djamesbond vokser til normal fysisk størrelse, når hun dukker lyslevende op på skolen. Hvis hun altså gør det. Lillian Brøgger tegner sig ind i Lasses bevidsthed, og dermed må man som læser anskue illustrationerne som utroværdige. De viser ikke den sande virkelighed, men virkeligheden gestaltet gennem Lasse.
Historiens fantastiske genretræk understreges dels af Djamesbonds flyvske tilstedeværelse, dels af stavemåden i hendes navn. Den frygtsomme Lasse har skulle finde en helt, der turde alt, men han har samtidig ønsket sig en veninde. Derfor pigen, der hedder Djamesbond. Djamesbonds rolle som fantasifoster ligger dog også implicit i stavemåden af hendes navn: Lasse kan ikke stave til James Bond, men lyderer sig til navnet.
Pigen der hed Djamesbond stiller krav til læseren, men det kommer ikke som en overraskelse, at et makkerpar som Hanne Kvist og Lillian Brygger disker op med en bog med format. De kan deres børnebogsmetier, og historien holder sin struktur, selvom den er sær. Det er dejligt at se, at der stadig er liv i den komplekse børnelitteratur, og at alle svar ikke er så åbenlyse. Der er stadig plads til fantasien. Og blåhvaler.
Om Hanne Kvist
Om Lilian Brøgger
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside
