Pigen i rødt er en barsk, socialrealistisk og absolut nutidig gendigtning af Brødrene Grimms folkeeventyr om Den lille Rødhætte.

Bogen er fortalt som en rammefortælling, hvor en flok institutionsbørn sidder og lytter til en fortælling, en gammel kone fortæller. Denne ramme gør det også muligt, at bogen er forsynet med to afslutninger, for som fortælleren siger:

”Kan I huske, hvad jeg sagde om historier? Historier er magiske. Hvem har sagt, at de kún kan have en slutning?”

I den ene slutning bliver Pigen i rødt, Sofie, slået ihjel, og i den anden (mindre troværdige) overlever hun. De to slutninger gør det muligt at drøfte, hvad en fortælling er, og hvad dette, at fortællingen gør opmærksom på sig selv som fortælling, betyder for fortolkningen.

Som i det traditionelle, men også barske eventyr, skal Sofie besøge sin bedstemor i den anden ende af storbyjunglen. Sofie bor sammen med sin mor og lillesøster i et fattigt betonlejlighedskompleks, hvor det flyder med affald i gaderne og graffiti i opgangen. Sofie er en artig pige der følger sin mors råd om at gå den lige vej, men så er det, hun møder en sortklædt mand på en motorcykel, der tilbyder hende et lift…

Den meget anerkendte illustrator Roberto Innocenti (f.1940), der senest fik udgivet den nærmest ordløse billedbog Huset (2010) på dansk, er her tilbage med sine farve- og detaljerige illustrationer, der både tiltrækker og drager læseren, men som også virker endog meget uhyggelige og frastødende.

Det er konsekvensen af et kommercielt overflodssamfund i frit (for)fald, billederne viser med deres henkastede coladåser, forurening, trafikpropper og overflod af reklamer. Byen historien udspiller sig i er en fiktion, der trækker på fattigkvarterer i alt fra New York til Napoli.

Som det var tilfældet i Huset er det også her Innocentis overflødighedshorn i form af de detaljerige og flotte illustrationer, der fører det store ord.

Teksten er skrevet i et komprimeret, nøgternt og præcist registrerende sprog, der netop giver plads til at det er illustrationerne, der er i centrum.

På trods af dens klare referencer til det traditionelle eventyr om Rødhætte, så er der ikke meget eventyr over hverken tekst eller billeder i Pigen i rødt.

Bogen, der er fyldt med senmoderne kaos, fattigdom og fortvivlelse, supplerer i de ældre klasser (6. – 10.kl.) på bedste måde arbejdet med den traditionelle eventyrgenre, og arbejdet med billedanalyse.

Det gælder både i fritiden og i skolens dansktimer, at der er lagt op til nogle gode timer, hvor man diskuterer bogens indhold og æstetik på baggrund af en reflekterende læseoplevelse. Og hvad en historie er:

”Men først skal jeg sige jer noget: Historier har det ligesom vejret. Det kan skifte, komme bag på os, fange os uden frakke på. I kan holde øje med skyerne, så meget I vil, men I kan aldrig være sikre på, hvad der kommer.”

Bogen anbefales på det varmeste til brug i danskundervisningen, hvor arbejdet med billedbogen og de mange graphic novels, der udkommer i disse år, gør arbejdet med ”andre udtryksformer” både spændende og udfordrende i klasseværelset.