… Indtil Cleo en dag faldt til ro indeni, og besluttede, at hun kunne lide at være alene …
Cleo er pigen med en papegøje på hovedet. Hendes bedste ven Simon er god til frøer, men en dag sætter han sig ind i en lastbil og kommer ikke mere tilbage. Det efterlader Cleo i et tomrum og i ensomhed.
En ensomhed så stor, at selv papegøjen forlader sin plads på hovedet og sætter sig oven på skabet. Så på et tidspunkt, beslutter Cleo, at hun faktisk kan lide at være alene og beslutter at få lidt system i sit liv. Alle de ting, hun har, anbringer hun i papkasser.
Men der er en ting, der ængster hende, og det er ulven. Og ulven er jo alt andet end system. Den er vildskab og trussel. Og hvis den skal i en papkasse kræver det en af en helt anden størrelse end dem hun har.
En sådan kasse finder hun på gaden, men ak inden i den står Ali, som har til hensigt at bruge kassen som hule, og som han siger: ulve hører ikke til i papkasser, de hører til i skovene. Cleo og Ali fortæller nu Ulven, at den er fejlanbragt, hvor den er, og den lader sig ikke sige to gange, at den skal forføje sig ud, hvor den hører til. Roen og systemet kan genoprettes og i øvrigt er Ali god til noget med paraplyer. Et nyt venskab opstår, et nyt rum er indvundet – med den store papkasse som rumstation.
En overordentlig enkel og rørende historie om, at venskab er vigtigt – men opstår situationen, kan man også godt holde ud at være alene. Dertil er det en fortælling om, at nok skal vi skabe system i vores liv, men vores livsudfoldelse bliver bedre og gladere, når vi har nogen at dele den med.
For efterhånden en del år siden skrev Benny Andersen en sød lille børnesang, som han kaldte Vennesang, og her lyder det blandt andet: … Og har jeg været længe nok alene/, så vil jeg ikke være alene mere/ Så er det godt at ha en rigtig ven/ og ha nogen at snakke med igen …
Man kan være alene i nogen tid, og det går især an, hvis man er selvvalgt alene. Med ensomhed er det en anden sag. Den er sjældent selvvalgt. Men Cleo formår at gøre ensomheden til alene hed ved den beslutning, at hun vil rydde op ”i sit liv” og skabe system.
Problemet er naturligvis at et system kræver rammer, og uden for disse rammer melder sig så truslen i form af ulven, som må henvises til sit rette element. Det kræver igen noget nyt – hvilket sker i form af et nyt venskab med Ali. Og herefter kan papkasserne igen inddrages nu ikke for at holde system, men kreativt og i legen. Så er det rart at have en rigtig ven …
Og så er der jo papegøjen, som er med hele vejen igennem. Papegøjen symboliserer på den ene side plapren og efterligning. Men den kan også fungere som advarsel. Og her kommer begge dele i spil. Et barn er jo i en fase, hvor plapren og efterligning i den grad er på dagsordenen, men den er også et signal om, at noget ikke er som det skal være, da den søger tilflugt på skabet. Afslutningsvis indgår den meningsfuldt i børnenes leg på rumstationen, idet den bliver en rumpapegøje med en tekop på hovedet.
En smuk og enkel fortælling er det, som giver mere fra sig end man først lige antager. Illustrationerne er naivistiske og indgår fint i det barnlige univers, der opridses.
Velegnet til højtlæsning – først og fremmest i førskolen.
