Pølse vil ikke have, at far er pinlig

‣ Forfatter: Oliver Zahle

‣ Illustrator: Siri Melchior

‣ Forlag: Gads Forlag

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 149

‣ Målgruppe:3-6 år

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788762732704

”Det her er Pølse. Eller det vil sige, det hedder hun slet ikke. Det er bare noget, som hendes far kalder hende, fordi han synes, at hun er lige til at spise. Lidt ligesom en pølse i en hotdog med ketchup og sennep og remoulade og ristede løg.”

Her møder vi Pølse for første gang, og hun går i børnehave sammen med Tusse, der egentlig hedder Tusnelda. Hun er tegnet af Siri Mechior, så hun har store runde øjne, et stort glad ansigt og hun har masser af energi. Hun går til børnehaven sammen med sin far, der til tider opfører sig ret pinligt. Da Tusse er med Pølse hjemme til en legedag, så lover far, at han ikke vil være pinlig. Men… så er han kedelig. Det er sjovere, når far er lidt pinlig og leger italiensk køkkenchef og taler sjovt.

Sådan er det en bog, der kan læses, blot fordi den er sjov. Man kan også tale om indholdet med børn, for det handler om, at det også for voksne kan være vanskeligt at afkode, hvordan man skal opføre sig.

Der kommer helt sikkert mange bøger om Pølse. Hun er et fint og muntert barn at møde. Og hendes far er lige så munter. Siri Melchior giver med sine levende tegninger masser af gode detaljer til Pølses liv. Og skriftbilledet, der har forskellige fontstørrelser, giver god hjælp til oplæseren.

 

Links:

Forlagets omtale af Oliver Zahle

Om oliver Zahle

Om Siri Melchior

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.