Godnat og sov godt.
Så er Mette Hegnhøj tilbage med endnu en vidunderlig udgivelse til børn i alle aldre, ”En prik og en streg – Godnateventyr til at tegne på ryggen”.
Det er en bog med en brugsanvisning og rollefordelingen præciseret på omslaget:
En prik og en streg er en billedbog uden billeder.
Det er nemlig slet ikke meningen,
at du skal kigge i den.
Du skal ligge på maven i din seng
og lytte til Prik og Stregs historier,
mens en anden tegner deres spilopper på ryggen af dig.
Første gang jeg mødte Mette Hegnhøj var i den herlige og på én gang humoristiske og samtidigt dybt alvorlige billedroman ”Møgungen” tilbage i 2010. Bogen blev i 2014 efterfulgt af den genreoverskridende dagbogsfortælling ”Ella er mit navn – vil du købe det?”, der blev udgivet som løsark i en kassette fyldt med poetsne, og som var skrevet og illustreret på en god, gammeldags skrivemaskine. Læs selv værket, der var indstillet til Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, for at finde ud af, hvad poetsne er for noget, og for at lære Ella fra antikvariatet at kende.
”En prik og en streg” er en billedbog uden billeder. Teksten er trykt med hvid skrift på sort baggrund og består af små, underfundige fortællinger om – ja – en prik og en streg. For her skal lyttes og føles, mens de små fortællinger tegnes på ryggen af tilhøreren, som så forhåbentligt ender med at falde i søvn. Både selve bogen og oplæsningen af den giver oplæseren og læseren en taktil oplevelse. Bogen er nemlig en udgivelse, der er dejlig at holde i hånden, mens tilhøreren nyder at blive tegnet på ryggen.
Hver lille fortælling slutter med sætningen ”Godnat og sov godt”, men mine prøveballoner var absolut ikke klar til at overgive sig til søvnen efter en historie, men ville høre bogen til ende.
De små fortællinger om Prik og Streg er herlige godnateventyr, der sågar er metafiktive og viser tilbage til sig selv som fiktion på den fede måde, idet de er let forståelige – og nåhja – de skal slet ikke forstås med intellektet, men med kroppen som en kropsoplevelse af meditativ art.
Bagerst i bogen har Mette Hegnhøj anbragt Prik og Stregs alfabet, som er morsealfabetet.
”En prik og en streg” er en lille, børnelitterær genistreg. Den hører hjemme i børnehaven, og hvor børn i alle aldre ellers færdes. Langt de fleste kan nemlig godt lide at blive tegnet på ryggen, mens de hører en historie.
Godnat og sov godt.