Ida er 19 år, hun bor i Ansager, der ligger midt i alt og ingenting ude på den vestjyske hede.
På forsidebilledet ser man Ida forlade Ansager. Hun går med fuckfingeren hævet, på bare tæer og med sandaler i hånden. Hun er iklædt shorts og en meget lille top, hendes hår er langt, og hun går med ryggen til læseren: på vej mod det ukendte. Langs en virkelig vestjysk vej; helt lige og med træer på begge sider. For Ida er der kun én vej, og det er væk. Men hun efterlader også en hel del, som hun sætter pris på. Hun ved bare ikke, hvordan hun skal kunne finde sig til rette i det klaustrofobiske provinsbymiljø.
Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har siddet på skødet af min mor, eller at hun har knuget mig ind til sig. Vi var aldrig en fysisk tæt familie. Men det ér sket. En gang i hvert fald. For 6935 dage siden. Jeg ved det, for jeg har et billede, hvor jeg er fem minutter gammel og ligger i hendes arme, mens hendes mørke, let bølgende pagehår falder ned som et gardin foran hendes ansigt.
Sådan er Idas mor, men Ida har ikke set moderen de sidste elleve år, da moderen, der kommer fra Marseilles, har forladt faderen og Ida. Nu bor Hanne og hendes søn Maximus sammen med Ida og hendes far. Det er ikke nogen lykkelig familie. Ida går på gymnasiet, hvor hun har for mange pjækkedage og glemte afleveringer, men hun klarer sig alligevel, fordi hun er usædvanligt godt begavet. I fritiden arbejder hun i Brugsen, hvor Helge, en pensionist med rollator, også handler. Fritiden bruges også på tvivlsomme kælderfester med øl, shots og druk, på lange løbeture og på endnu mere druk, joints og dårlige morgener. Jon er Idas bedste ven fra barndommen, og i modsætning til Ida så trives han fint med at bo i provinsbyen. Alt dette skaber en ramme, der giver rigeligt med plads til alle de problemer, unge møder – uanset om det er i en provinsby, en metropol eller langt ude på landet. Der er altid masser af bøvl med kærlighed, forelskelse, skole, forældre, jalousi, druk og hvad deraf følger. Det største problem for Ida er, at hun keder sig så utroligt meget. ”Hvad er meningen?” synes hun at spørge hver dag og altid.
“Meningen med livet er at være andre steder” står der på første blad i bogen. Det er Idas tanker, og det er bogens omdrejningspunkt.
Introsekvensen kan give et billede af provinsbyens kælderfester:
“Knep mig!” hvisker jeg.
“Hvad?!” hoster han vantro. Jeg læner mig helt ind til ham. Min mund er lige ud for hans øre.
“Knep mig!” gentager jeg.
“Lad være, Ida. Du er fuld.”
“Jon, kom nuuu,” plager jeg og nipper ham i øreflippen. Det gibber i ham.
Det er sådan, aftener og weekender og dage går. Med kedsomhed, med udforskning af kærligheden og manglen herpå og med fester, der altid er for kedelige for Ida.
Moralen i bogen – om man kan tale om en morale her – får Ida lov at gennemtænke på de sidste sider. Det gælder om at finde sig selv. Ikke at være alle de andre, men at være sig selv. Vejen hertil er ikke bred som Herningmotorvejen, men man kan håbe, at hun finder den.
Provinspis er en bog, hvor det meste står på linjerne. Lige på og råt.
