Annika elskede at lyve.
Indimellem løj hun, fordi hun var doven. Indimellem for at være tarvelig. Hun kunne lyve for at imponere. Eller for at være venlig. Indimellem løj hun, fordi det var morsomt. Det gik også fint med at lyve helt uden grund.
Hvis man ville være storsindet, kunne man sige, at det at lyve var Annikas hobby.
Hvis man ikke ville være storsindet, kunne man i stedet sige, at Annika var en rigtig løgnhals.
For det var hun. Og hun skammede sig ikke det mindste, når hun rystede den ene usandhed efter den anden ud af ærmet.
Annika er en rigtig Pippi Langstrømpe-pige på 12 år, med rester af Hubba-Bubba tyggegummi i håret og gamle sår på knæene. Hun har gjort det at lyve til sit særlige kendetegn. Alle omkring hende, både familie og venner, ved det og accepterer det. For Annika lyver, for det meste, ikke for at genere nogen eller redde sig selv ud af tvivlsomme situationer. Annika lyver for at sætte lidt kulør på tilværelsen.
Men så ændres alt. Pludseligt og dramatisk. Mor føder en lillebror, flere uger for tidligt og hjemme på køkkengulvet. Far og mor stormer afsted på hospitalet, og Annika efterlades bange og alene, og med en blodpøl på køkkengulvet. Og det er så hér fortællingen om Annika mister sin uskyld. For pludselige er det ikke længere hende der agerer lystløgner. Nu har løgnen ændret karakter, og nu er det de voksne, der har grebet til det at lyve.
Men Annikas forældre lyver bestemt ikke for at være onde. De gør det, fordi de er chokerede og ulykkelige, og fordi de naivt forestiller sig, at de på en eller anden måde kan beskytte Annika fra alt det forfærdelige, hvis de forskåner hende for sandheden om, hvordan det egentlig går med den skrøbelige lillebror.
Annika jo er løgnens mester, og derfor ved hun instinktivt, at noget er forkert. Hverken forældrene eller morfaren fortæller hende noget, og da Annika straks fornemmer at den er helt gal, holder hun op med at spørge ind til lillebrors tilstand. Derudover gribes hun af panikangst, hver gang der er optakt til, at hun skal med på hospitalet. For hvad venter hende dér? En død lillebror? En død mor?
I en blanding af fortvivlelse og ensomhed vælger Annika at vandre ud i byen for at komme væk fra lejligheden og alle de frygtelige tanker. I Observatorielunden støder hun på en håndfuld unger på hendes egen alder, der alle bærer på store hemmeligheder, der for alt i verden skal holdes hemmelige. Dette er lige præcis det rette selskab for Annika, for hun har nemlig heller ikke lyst til at indvie andre i hendes ulykkelige liv.
Bogen er glimrende, og den giver på rørende vis indsigt i hvad der sker, når man som forældre tror, at man kan beskytte børn fra livets barske sandheder, ved at fortie dem. Børn er kloge, og de fornemmer selvfølgelig at noget er galt, i samme sekund det går galt.
Jeg anbefaler, at man skaffer et helt klassesæt og læser den med sin 3.-5. klasse, og måske benytter lejligheden til at lave en graduering af løgnens natur. Hvor går grænsen egentlig mellem den hvide og den sorte løgn?
