Det var nat. Mørkt. Jeg vågnede, trak dynen op under hagen og frydede mig over, at der var flere timer, til jeg skulle op. Så åbnede jeg øjnene og stirrede ud i mørket. Hvad var det, der havde vækket mig? En lyd. Og nu var den der igen. En slæbende lyd nedefra, fra kælderen. Som en papkasse, der bliver trukket hen over et ru betongulv.
Nemlig. Det er mørkt og skummelt. Det er uhyggeligt, og Fanny ligger alene i mørket og ved ikke, om det er hendes clairvoyante evner, der lige nu er på arbejde.
Om morgenen ligger der en rød rose på Fannys mors værelse, en rød rose, som ingen ved hvor kommer fra. Rosen er første del af det mysterium, der nu følger, hvor de to tvillinger Max og Charlie er nye personer i den lille by. De skal gå i klasse med Fanny og Jo og Ida og Louis og Frede og alle de andre i 8. Klasse.
Tvillingernes mor Vivi har boet i byen før, og da gik hun (tilfældigvis, men det er jo en lille by) i klasse med Fannys mor. Nu følger man igen to spor: Fannys kærlighed til Louis, intrigerne mellem veninderne, klassens hierarki og deres nisseløb. Et andet spor er krimidelen, hvor Fannys storebror Fabian også deltager. Her er der en skummel fortid, der skal gøres op med. Det er spændende, der skrives sms’er, der er lukkede rum og tomme brønde og som i enhver seriebog løses mysteriet først til sidst.
Det er et fint set-up med en glimrende balance mellem krimi og kærlighedsbøvlet, men det clairvoyante bliver en anelse utroværdigt i provinsbyens hverdagsliv. Konflikterne kan snildt løses uden denne fantasy-effekt. Virkeligheden er glimrende og troværdig og har rigeligt med konflikter, der skal løses.
