”Rose går i skole. Hun har en historie at fortælle. Vi ligger i græsset. Når jeg ser ind i Feodoras øjne, kan jeg se grønne skyer i det blå. Hendes næse rører ved min. Den er kold. Jeg ruller om på maven, så jeg kan se ud over engen.”

Rose er meget alene. Emil, hendes bror, bruger hårde ord mod alt, han ikke kan lide. Far bliver stille, når Emil råber op. Og mor er væk og på arbejde. Der er kun Rose til at holde familien glad og i godt humør. Det er en stor opgave: ”Mine ord hænger alene i luften som flyvestreger, inden de forsvinder helt. Emil rejser sig, og så far, og så må jeg hellere smutte. Jeg sidder på mit værelse og hører musik og er så smuttet, som en pige kan være.”

Alberte Winding skriver og fortæller om Rose, der er en pige, der altid forsøger at glæde andre. Så bliver der ikke megen plads til hende selv, men Emil og far ser hende ikke. Det er kun fantasiveninden Feodora, der lytter til Roses ord. Da Rose leder efter Feodora bliver eftersøgningen til et eventyr. Et eventyr, som hun kan fortælle til sin mor, da hun endelig kommer hjem igen.

”Roses ord” er en poetisk fortælling om en pige, der har mange ord, som ingen lytter til. Winding har et sprog, der giver fortællingen en helt særlig tone. Bogen er en del af Miniværk-serien til den begyndende litteraturundervisning i skolen.

Helena Frank har illustreret ”Roses ord”. Det gør hun med en farveholdning, der passer glimrende til ordene. Det er lavmælt, douche og alligevel med en klar og tydelig streg.

”Roses ord” lever fint op til det slogan, der står uden på seriens bøger: ”Små værker. Stor litteratur.”

Links: albertewinding.dk