”Hvorfor være inde, når alt håb er ude?”

Ole er teenageren Jons nye stedfar i norske Anders Totlands lille roman Så længe ingen ser os. Han lever alene med sin alkoholiserede og noget psykisk ustabile mor indtil svejseren Ole dukker op. Fra at være et hjem med rod, fest og ballade på morens gode dage, og uden styr på noget som helst på hendes dårlige, bliver alting anderledes. Ole bliver, han bager pandekager, smører madpakker og får Jons mor til at smile. Og Ole sørger for at starte et fodboldhold i den lille by, så Jon kan komme ud med kammeraterne. Næsten alle dage er gode.

”Slap af,” sagde Ole. ”Der er ingen, der ser os her.”

Indtil Ole en dag spørger, om Jon vil med på telttur og fiske. Bare de to ”mandfolk” sammen. Selvfølgelig vil Jon det! Han er 15 år og har aldrig været på camping før. Men det er en anden Ole, der er med på teltturen og som forgriber sig på Jon. Bagefter er der intet der er det samme.

Langsomt ødelægges Jon og hans selvværd nedbrydes. Da han langt om længe fortæller mor om ”det” får han en ordentlig ørefigen. Ingen tror på ham og den hjemlige idyl er ødelagt. Jon sendes på kostskole, og endelig er der en pige der lytter til ham og forstår. Og endelig sker der noget…

Så længe ingen ser os er en umådelig barsk fortælling, fortalt på en stille og rolig måde af Anders Totland. Her antydes uhyrlighederne mere end de udpensles. Alligevel er læseren ikke i tvivl om, hvad der sker og skal ske.

Så længe ingen ser os er en velskrevet lille stor roman om et tabubelagt emne. Som sin forgænger Engel i sne (2017) om døden, vidner den om en særdeles velskrivende og modig forfatter, der har noget på hjerte og som er oversat til et lydefrit dansk af Susanne Vebel, Der er tale om sprogkunst i den komprimerede, lavmælte og til tider poetiske lille fortælling Så længe ingen ser os. Hvor kan der dog stå meget på få sider.

https://totlanders.wordpress.com/kontakt/