Sandra Schwartz

‣ Forlag: alinea

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 165,00

‣ Målgruppe:11+

‣ Sidetal: 88

‣ Sværhedsgrad: Lix 17

‣ ISBN: 9788723513632

Jeg ryster, da jeg onsdag bliver i musiklokalet, mens de andre smutter. Jeg kan ikke fatte, at Jesper vil hjælpe mig med at øve et solonummer. Men så igen. Jeg kan heller ikke fatte, at jeg har sagt ja til at synge solo til majfesten.

Astrid, Johan, Ina, Mikkel, Anton og Tara har et skoleband sammen. Og de er en gruppe, der ikke altid fungerer godt, men de mødes hver uge sammen med musiklæreren Karsten, hvor de øver. Tara synger også i kirkekor, hvor det er en hel del nemmere at synge solo, for der er ingen, der kigger. Rollerne i bandet har været fordelt med klare roller, og her er det Tara, der spiller guitar og det er Astrid, der synger. Så kommer vikaren Jesper, lærerstuderende og meget cool, og han får vendt op og ned på rollefordelingen, men det er ikke til alles glæde.

Tara har et noget vanskeligt liv med en enlig og hårdtarbejdende mor og to tvillingebrødre, der skal hentes og bringes, men hun er ansvarlig og forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Og så bliver hun vældig beæret, da Jesper synes, at hun synger godt. Det er Astrid ikke helt tilfreds med. Sådan er der lagt op til mange mindre konflikter, der fortælles i et sprog, selvom lixtallet ‘kun’ er 17, så er der alligevel en del ung slang, kvikke dialoger og en handling, der rammer realistisk og troværdigt.

Det er herligt, at der findes forfattere, der kan skrive med et ”ungt” indhold i et sprog, der kan læses også af læsesvage. Når Simone i 8. klasse siger: “Det er totalt urealistisk at tro vi overhovedet kan læse en hel bog.”, så kan man sige: Jo, du kan læse denne her:  ”Syng for mig.”  Det er lige en bog, du vil kunne lide, og du kan læse den.

Sandra Schwartz har skrevet en hel del bøger for børn og unge. Historierne om Tara kan fint være begyndelsen til en serie om unge på vej ind til at være teenagere.

Syng for mig er en del af serien Ung PS, som er læsepædagogisk bearbejdede bøger til unge piger og drenge fra 12 år.

Sandra Schwartz fortæller

http://www.sandraschwartz.dk

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.