Sikke en nat!

‣ Forfatter: Catherine Metzmeyer

‣ Illustrator: Claude K. Dubois

‣ Oversætter: Lena Lamberth

‣ Forlag: Lamberth

‣ Udgivelsesår: 2012

‣ Pris: 269,00

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 32

‣ ISBN: 9788778686008

Caroline vågner hver nat, fordi hun skal tisse. Og hver nat kalder hun på mor, der klatøjet komme og hjælpe Caroline ud på toilettet. Men så en dag får far en ide, der skal sikre mors nattesøvn. Han giver Caroline en lommelygte, så hun selv kan finde vej gennem mørket ud til toilettet.
Da Caroline vågner som hun plejer, tænder hun for lygten, men i mørket ser intet ud som det plejer. Støvsugeren er en farlig slange, lillebrors legetøjsflyver er en dragehale og en vaskeklud bliver til en ulækker frø.
Den natlige tissetur viser sig at blive en farefuld ekspedition, der kræver ikke så lidt mod af Caroline.

Catherine Metzmeyer har skrevet en fin, lille historie om det at være bange, men også om at se sin frygt i øjnene og finde det modigste man har indeni frem. Teksten er enkel og letforståelig, hvilket sikrer at de yngste læsere ikke tabes undervejs. Catherine Metzmeyer opbygger en tekstmæssig spænding, der kulminerer på højre opslag, hvor Caroline fx jokker på en slange eller snubler over en dragehale. Dette greb lader læseren dingle i nervepirrende uvished indtil siden vendes og man lettet kan ånde op sammen med Caroline.

Claude K. Dubois har illustreret fortællingen om modige Caroline med akvareller holdt i mørke nuancer. Karaktererne har runde former og ingen egentlige personlige særtræk, hvilket gør at de efter min mening, fremstår noget stiliseret og uden kant.

Andre bøger om det at vær bange for mørket: Hvad er det der spøger, Alfons Åberg? af Gunilla Bergström og Vitello bygger en monsterfælde af Kim Fupz Aakeson.

Bogen vil egne sig til oplæsning og kan  eventuelt anvendes til at danne grobund for samtale mellem barn og voksen om det at være bange og det at være modig.

 

Anmeldelsen er skrevet af Charlotte Hitzner

Charlotte Hitzner er uddannet teolog, men har sideløbende med sine studier arbejdet som skribent og anmelder af børne- og ungdomslitteratur for forskellige netbaseret medier. Hun har en særlig forkærlighed for nordiske billedbøger og i særdeleshed de lidt skøre og skæve af slagsen.