I år er det 20 år siden, Lene Kaaberbøl udsendte første bind i fantasyserien om Dina, Skammerens datter, og dermed fik sit velfortjente gennembrud både i Danmark og internationalt.
Siden er Skammerserien blevet en moderne klassiker, og den er blevet genfortalt som både teatermusical og spillefilm.
Nu genudsendes Skammerens datter så i stort format i en jubilæumsudgave, gennemillustreret af Emil Landgren med en billedside, der understreger og underbygger fortællingen, dens personer, stemning og det miljø, den udspiller sig i.
Skammerens datter er stadig en usædvanlig velfortalt fantasyhistorie, sat i noget der kunne minde om et middelalderligt Skotland. Her er drabelige drager og en ond og brutal prins, Drakan, der skal forhindres i at slå Dinas mor ihjel, fordi hun ikke vil misbruge sin helt særlige evne til at slå den uskyldige Nico ihjel.
Dinas mor er udstyret med øjne, der gør, at intet menneske tør se ind i dem. En evne, Dina har arvet. Det er stadig det, nu tyve år senere, at Lene Kaaberbøl har valgt at udforske skam og det at udskamme i romanserien, der gør den til noget helt særligt. Denne brug af skam i forbindelse med en heks eller en klog kone, som Dinas mor, holder stadig.
Ligesom Lene Kaaberbøls evne til at opbygge et fiktivt univers og beskrive det, er stadig det formidable ved værket. Her stinker og her er store følelser på spil; her er umådelig fattigdom og stor rigdom, og her udkæmpes en forrygende magtkamp mellem det onde. Ondskaben mødes i form af Drakan, der ikke kan føle skam, mens det gode og ærlige, ses i figuren Nico og Dinas nye veninde, Rosa. Dinas helt store drøm er at være en pige som alle andre; men den drøm lader sig ikke opfylde.
Skammerens datterer i den nye udgave en dejlig bog at sidde med. Den er i stort format, trykt på godt papir og med tydelig adskillelse mellem kapitlerne i form af et lyseblåt opslag kun med Emil Landgrens gyldne drage, der snor sig om sig selv.
Og fortællingen holder stadig fra det herlige mundrette anslag til den dramatiske tour de force gennem romanen:
”Streng taget var det vel ikke Cillas skyld, at jeg blev bidt i armen af en drage. Det er nok bare en tilfældighed, at hun bestemte sig for at smide en spand valle i hovedet på mig, netop den dag manden fra Dunark kom.”
Så er vi i gang.
Skammerens datter er her tyve år senere stadig aktuel som en kommentar til et samfund fyldt med rå magt, og hvor mange har svært ved at føle skam over et liv i materiel overflod i en tid med både corona- og klimakrise. Måske ville Putin, Trump og Lukasjenko have godt af at møde Skammerens datter. Og måske skal der et par Dina`er og Greta Thunberg´er til for at vise vejen.
