”Ida trak i det store skab. Nej, hun trak i noget bag skabet. Jeg gik hen til hende.
Hvad er det, spurgte jeg. Hun satte foden på skabet og trak med begge hænder. Med et sus gled tingen frem. Hun var lige ved at falde. Et spejl, sagde hun. Se hvor flot det er.”
Så ved man, det bliver uhyggeligt. Spejle er ofte anledning til mange onde drømme, onde oplevelser og i spejlet ser man ofte alt stykkevis og delt. Her går det galt. Selvfølgelig går det galt for Ida og Tim. De to børn lader sig lokke af det ukendte, da de har fundet spejlet. Det skulle de nok ikke have gjort: ”Spejlets ramme var af mørkt træ. Der var skåret figurer i træet. Jeg lænede mig frem for bedre at kunne se. Jeg sank og trådte bagud. „Der er også ansigter.“ „Hvorfor mon det stod bag skabet?“ sagde Ida. „Der står noget. På rammen.“ Jeg pegede. Ordene var små og næsten ikke til at se. „Jeg vil have det på mit værelse,“ sagde Ida. Hvorfor? havde jeg lyst til at spørge. Noget i mig ønskede, hun ville stille det tilbage. Der hvor det var svært at finde.”
Kit A. Rasmussen er eminent til at få uhyggen fortalt i korte sætninger uden lange ord. Et lixtal på 13 kan ofte blive Søren-og-Mette-agtigt, men her får forfatteren en virkelig ægte uhyggelig fortælling på papiret. Den hjælpes fremragende på vej af Kristian Eskild Jensens illustrationer. Han fik Kulturministeriets illustratorpris i 2018, det var velfortjent. Her tegner han de to søskende på loftet og foran og bag spejlet. De er altid i skyggefulde omgivelser, de rækker altid længere end sig selv og de kaster skygge – lige indtil de havner i Skyggelandet.
