Da mor spurgte bedstefar, hvorfor de var blevet snydt for en femmer, svarede han tøvende: ”En snøbelhest har hugget de friske rabarberskud!” Det var altid sådan, at når bedstefar ikke kunne finde ting, så troede han, at det var snøbelhesten, der havde hugget den ting, der nu måtte mangle.”
Alvilda og Anton skal med mor på besøg hos bedstefar. De skal plukke rabarber og lave rabarberkompot, som deres mor elsker. Dagen starter med masser af forviklinger og ordspil, blandt andet da Anton har en masse mægtig flotte ugler i håret (afbilledet som rigtige ugler i håret).
Da de kommer ud til bedstefar, løber han forvirret rundt ude i haven kun iført underbukser og fabler om at en snøbelhest har hugget rabarberskuddene, så de ikke kan lave kompot. Alvilda og Anton må derfor på jagt efter den forsvundne snøbelhest og får undervejs hjælp af de to snushaner Må og Få. Det lykkes til sidst morfaren at komme i tanke om, at det faktisk er ham selv der har forlagt rabarberne, og historien ender godt med rabarberkompot med pandekager og vaniljeis.
Bogen er fuld af ordspil, for eksempel ovenstående med uglerne, men også da børnene skal sove hos morfaren og skal klappe en weekendseng ud, opstår der mange sjove ordspil med børnene der klapper løs og sengen, der ikke rokker sig ud af stedet. Min ældste dreng på seks år syntes ordspillene var helt vildt sjove og ville have, vi skulle læse dem igen og igen – min yngste på fire et halvt forstod dem dog ikke.
Jeg var ikke ubetinget begejstret for bogen, må jeg indrømme. Jeg syntes den fremstod lidt rodet, både med hensyn til teksten og illustrationerne – hvilket jeg godt er klar over, sikkert er med til at illustrere morfarens rodede hukommelse. Jeg tror bare det afskrækker en del børn. Andre børn vil til gengæld sikkert nyde de detaljerige, farverige illustrationer.
Og så må jeg blankt erkende, at jeg simpelthen ikke fangede, at bogen handlede om begyndende demens hos morfaren, før allersidst i bogen (og da jeg læste lektørudtalelsen). Det er en rigtig god bog, hvis man vil forsøge at udvide sit barns ordforråd og lege med ordene, og den kan naturligvis også bruges hvis man har én i familien med demens; men den kræver godt nok lidt formidling.
Samme makkerpar står bag billedbogen ”Klodsmajoren – og spektaklet på legepladsen”, som på samme måde leger med sproget og anvender masser af ordspil.
