”Bella måtte nærmest løbe for at følge med. Far plejede ikke at gå så hurtigt. I det hele taget plejede han aldrig at have travlt, hvis han kunne undgå det, og det kunne han for det meste.”
Far har sin nye kæreste med i Bella Vista, det sommerhus, hvor familien skal tilbringe en lang sommer. Her er Carl (æggehandlerens barnebarn), Bella, datter i huset, Aske, teenagesøn med hættetrøje, Kingo, en døv hund og så er der far. Og kæresten, der dog er taget ind til byen nogle dage. Og så kommer farmor med toget. Helt uanmeldt og uden badedragt, hvilket er en udfordring for børnene, når de tager til stranden. Ikke alle er børn af halvfjerdserne, hvor man badede topløs eller nøgen, uanset hvor man var. Farmor sætter virkelig liv i huset. Det sætter de ikke altid pris på.
Det er en oplæsningsbog, står der i pressemeddelelsen. En højtlæsningsbog til sommerhusets aftener. Det er nu også en bog, man kan læse som 8 – 12 årig. Handlingen er henlagt til sommerferielandet i og omkring Bella Vista, hvor Bella og Carl har en plan om at finde en hemmelig skat ved det gamle kloster. Sådan bliver det nu ikke, netop fordi farmor sætter sig på en helt anden dagsorden, så de spiller minigolf, leder efter andre skatte og bader mere eller mindre nøgne.
Der sker ikke noget, der kan skræmme selv helt små børn, hvis der læses op for hele familien. Handlingen er ikke sindsoprivende. Det er Lars Daneskovs sprog og humor, der bærer bogens 160 sider. Lars Daneskov har nogle rappe dialoger, hvor de tre generationers sprog kommer fint frem. Det betyder, at man som voksen gerne vælger denne til oplæsning, netop fordi det er en meget familievenligt bog.
”Sommer i Bella Vista” er en serie, hvor denne bog er nummer to. Til den første bog i serien: ”Sommer i Bella Vista. Den store sanddyst” kan man finde ”læs-og-tal-sammen-materiale” på forlaget Gutkinds hjemmeside. Et sådan dialog-fokuseret materiale kommer formentlig også til denne bog, nummer to i serien. Det kan give inspiration til samtale om bogen – i fald man ikke selv naturligt ser samtaleemnerne.