Spillemand Kim Larsen

‣ Forfatter: Vibe Termansen

‣ Forlag: Gads ForlagRikke Bisgaard

‣ Udgivelsesår: 2020

‣ Pris: 179, -

‣ Målgruppe:8 – 12 år

‣ Sidetal: 64

‣ ISBN: 9788762733756

Grammofon, Kasettebånd, Monarki. Det er tre af opslagsordene i bogen om spillemanden Kim Larsen. Et kasettebånd er: En lille plastikæske med et magnetbånd rullet sammen indeni, der kan lagre lyd, opfundet i 1962. Sammen med kasettebåndoptageren var det en meget billig og praktisk måde at sælge musik (også genial til at optage pruttelyde eller sin søsters hemmelige venindesnak.”

Det er tankevækkende, hvilke ord og begreber der er valgt ud i ordlisten.  Her finder man også Amagermad, Akkord og Album. Man finder også Centralvarme, Chicks og Colosseum.

Det er en fagbog, og der er valgt anekdoter og begivenheder ud fra Kim Larsens liv, så man som læser får et kort indblik i Kim Larsens barndom, ungdom og musikkarriere. Der er en diskografi bagerst, der er billeder af de mennesker, der har betydet noget for ham, der er en slægtstavle og der er masser af billeder. Der er også en tidslinje, hvor man kan følge verdens begivenheder samtidig med det, der sker i Kim Larsens liv.

Der er mange anekdoter fra Kim Larsens liv, der giver farve til biografien. Mange af historierne kædes sammen med Larsens tekster, således også

”Vi er dem, de andre ikke må lege med

Vi er det dårlige selskab

Vi har en svag karakter og en billig fantasi

Det’ da godt at vi blev født, før aborten den blev fri.

Oh yeah”.

Historien hertil lyder:

”Kims mor sagde ofte til ham, at han skulle holde sig fra dårlige kammerater. Sådan nogle, der lavede ballade. Men hun tilføjede altid med halvhøj stemme: Selvom de nu er de sjoveste.”

På sidste side er kapitlet: Han er her endnu.

Der står, hvorledes Kim Larsen fik kræft og døde. Han forsøgte dog at fortsætte lige til det sidste.

”Koncerterne i Danmark aflyste han dog ikke. Den sidste gav han i Holbæk den 25. august. Hans allersidste sang kan man se på youtube. Det blev denne her:

”Som et strejf af en dråbe

Fik vi lov til at håbe

På de ting, som skal kome

Før end livet er omme.”

Det er en fin slutning på en stor karriere.

Gads fagbøger er gode, oplysende, multimodale og det er bøger, man bliver klogere af at læse.

Mange børn foretrækker fagbøger, når de skal læse. Derfor er det godt, at der er gode fagbøger. Rikke Bisgaard fortjener stor ros for illustrationerne.

 

Links: Kim Larsen

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.