Stjernestunder

‣ Forfatter: Lotte Salling

‣ Illustrator: Lea Letén

‣ Forlag: Forlaget Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Målgruppe:3+

‣ Sidetal: 36

‣ ISBN: 9788711905302

En stjernestund af en bog

Sidst jeg havde fornøjelsen af at modtage en bog af Lotte Salling, kom jeg på glatis. Bogen hed Hokus Pokus Filiyoga og handlede om yoga for børn. Det overlod jeg trygt til en kollega, der ved væsentlig mere om yoga, end jeg gør. Det er der nok mange, der gør.

Denne gang giver jeg ikke bogen fra mig. Dels fordi jeg føler mig mere velbevandret i rim og remser for børn, men også fordi bogen rent æstetisk er ualmindeligt velillustreret af Lea Letén og samtidig velskrevet af Lotte Salling.

Først og fremmest er selve idéen om en bog, der kombinerer rim, remser og beroligende massage for børn en supergod idé. Den lægger op til fordybelse og tæt kontakt mellem voksne og børn og børn imellem, og den er især oplagt til den skærmfri tid, før man skal sove.

I Halfdans fodspor
Stjernestunder lægger sig i slipstrømmen af bøger med rim og remser for mindre børn, men den hæver sig alligevel niveauer over gennemsnittet. Dette skyldes primært rimene. De er uovertrufne og flyder i langt de fleste tilfælde let fra bogen. Som voksen er det en fornøjelse at læse dem op. Prøv blot dette:

Når hele verden sover tungt,
går nattens store troldmand rundt.
Han vifter med sin lommeklud
og visker døde blomster ud.

Så henter han sin tryllepen
og tegner blomster frem igen
i friske farver, ”tjulahop”,
s
å de er klar til du står op.

Inspirationen fra Halfdan Rasmussen er måske ikke til at tage fejl af, men bogen igennem når Lotte Salling alligevel frem til en egen poetik, som gør det til netop hendes bog med hendes ord. Kunsten i Halfdan Rasmussens børnerim er deres simplicitet og originalitet, og her kan Lotte Salling være med, helt uden at noget rim i bogen trækker niveauet ned. Til gengæld kommer vi hele verden rundt og møder drager, trolde, svævefly og rumraketter. De enkelte rim fungerer nærmest som oplagte pageturnere, for som læser gribes man af sproget og får lyst til at læse frem til næste rim.

Et vigtigt element i bogen er desuden, at Salling giver forslag til, hvordan hvert rim kan understøttes med små, lette massageøvelser, som kan udføres af både børn og voksne.

Læs bogens forord. Der får du konceptet grundigt forklaret.

Kunsten at tegne for børn
Når man nu får levet sig ind i rimenes verden, så brug også tid på Lea Leténs illustrationer. De er helt vidunderlige og rammer bogens målgruppe perfekt. Rimene skal sammen med illustrationerne ses i dobbeltopslag, og Lea Letén lader de understøttende illustrationer glide over i hinanden, så man får en visuel sammenhæng mellem rimene. På den måde rummer hvert dobbeltopslag sin egen lille, fabulerende historie, som man kan tale med børnene om. Kan nattens store troldmand måske også male gode drømme med sin tryllepen, eller hvordan ser der ud, der hvor drømmetoget kører hen?

Lea Leténs streg er med til at trække bogen op i en klasse, der gør, at man husker både bogen og Lea Letén selv. Bogens forside giver en glimrende forsmag på, hvad der venter, og det hele er værd at vente på.

Prisen er et kæmpe benspænd
Man kan kun ønske, at denne bog når ud til så mange børn som overhovedet muligt, fordi de fortjener at lære den at kende, men i forlængelse heraf må man nødvendigvis forholde sig med en vis ærgrelse til bogens pris på 339,95. Den fås også billigere, hvis man søger lidt, men dommen udebliver ikke af den grund: Det er for dyrt!

Hvorfor møder man ustandseligt fremragende billedbøger og graphic novels, der kun kan være gevinster for børn og unge at stifte bekendskab med, og så skal man smide fra 250 kr og opefter for en bog på 36 opslag? Det er ikke fordi bogen som sådan ikke er prisen værd. Jeg er stødt på elendige bøger, der kostede mere. Her får man udpræget kvalitet for pengene, men jeg frygter, at man som forælder eller institution vil vælge bogen fra ene og alene på grund af prisen. Det er synd og skam.

Hvis budgettet holder til det, så brug pengene på noget ordentligt og køb Stjernestunder. Der er mange gennemlæsninger i den, og børnene vil hurtigt lære rimene udenad. Er man rigtig grundig, vil Lotte Sallings rim og remser være nogle, som børnene husker mange år fremover. Det er som bekendt sket før, at rim og remser bliver hængende i vores bevidsthed.

Lotte Sallings hjemmeside
Lea Leténs hjemmeside
Info om bogen på Carlsens hjemmeside

Anmeldelsen er skrevet af Janus Neumann

Janus er uddannet lærer og Cand. Pæd, i didaktik m.s.h.p. dansk med speciale i børne- og ungdomslitteratur. Han har arbejdet på Skovshoved Skole i Gentofte i mere end 20 år, og er nu redaktør på tidsskriftet DANSK og faglig konsulent for Dansklærerforeningen samt underviser i dansk på læreruddannelsen. Janus har en særlig interesse for den børnelitterære historie, den ironiske børnelitteratur og billedbøger. Han har gennem flere år anmeldt for Folkeskolen, Børn og bøger og naturligvis Bogbotten, hvor anmelderiet begyndte.