For længe siden i fattigdommens dage, var der to små søskende, som blev alene i verden. Men børn kan ikke være alene i verden, nogen må de være hos, og derfor kom Mattias og Anna fra Søndeneng til Bonden i Kæret.
Med sådan et ”For længe siden i fattigdommens dage…” indledes de fire fortællinger i denne samling af Astrid Lindgren fortællinger. Som samlingen af kortere eventyrfortællinger, ”Dragen med de røde øjne” er de også blevet varsomt nyoversat af Kina Bodenhoff mens Ilon Wiklands indfølte sort/hvide tuschtegninger er blevet bevaret.
På mange måder er ”Synger min lind, synger min nattergal” en mærkelig bog at sidde med. For hvem er målgruppen? Ilon Wiklands tegninger signaliserer helt klart børnelitteratur, mens den måde Astrid Lindgren fortæller på, på mange måder signaliserer en mere voksen målgruppe.
Det er et spørgsmål, hvordan bogen vil blive modtaget af nutidens børn – for sine steder skriver Astrid Lindgren drivende sentimentalt om døden på en måde, hun må have hentet inspiration til hos H.C. Andersens ”Den lille pige med svovlstikkerne.”
Men for den voksne læser er ”Suser min lind, synger min nattergal” en guldgrube til forståelse af Astrid Lindgrens univers.
Her tænker jeg især på forholdet mellem realisme og fantasy – den drømmeverden, de døde børn kommer til, og som peger frem mod mesterværket ”Brødrene Løvehjerte” et kvart århundrede senere. Ligeledes er den meget romantiske verden, den langsommelige og omstændelige måde fortællingerne er skruet sammen på nok ikke noget nutidens børn vil tænde positivt af på. Her er Pippi, Emil, Brødrene Løvehjerte, Mio og Ronja langt bedre bud på fortællinger, der vil leve langt ud i fremtiden i barnekammeret. Er det sagt vil mange børn nok blive fanget ind i fortællingens stemning, rytme og det smukke sprog – for fortællingerne ligger godt i munden på oplæseren.
Højdepunktet i samlingen er det fantastisk smukke, filosofiske titeleventyr, ”Suser min lind, synger min nattergal,” der genremæssigt kan læses som en kristen legende.
Den slutter:
… i daggryets time blev alle fattiglemmerne vækket af den vidunderligste musik ude fra kartoffelmarken, en susende lind, og en syngende nattergal vækkede dem til en dag i hjertets fryd og glæde. For så herligt susede linden, så livsaligt sang nattergalen, at alt med et blev smukt og dejligt i fattiggården.
Malin var borte, hun kom aldrig tilbage. De savnede hende meget og forstod ikke, hvad der var blevet af hende.
Men Jokke Kis, som ikke havde nogen forstand, sagde, at når linden susede, hørte han inde i sit hoved kun en eneste stemme. Og den hviskede:
”Det er mig … Malin!” (s.44)
Ud af de fire fortællinger er det kun den afsluttende, ”Junker Nils af Ege,” der ikke rummer overnaturlige, fantastiske elementer. Fortællingen ”Dunk dunk dunk” knytter an til sagnet, mens ”Søndeneng” lægger sig tæt op ad myten. Det er som om den eventyrform, den lindgrenske ”sagor”, man læser ud af de fire fortællinger flyder mellem realisme og fantasi og mellem en objektiv og en subjektiv fortællestemme. Dette skaber en helt særlig stemning, og kræver en helt særlig læsemåde at kunne navigere i.
De bedsteforældre, der mener de har gjort et godt køb til deres mindre børnebørn kan, når disse er lagt i seng, nyde Astrid Lindgrens umådeligt smukke sprog, hendes suveræne evne til at bygge en fortælling op, hendes fremstilling af et fortidigt, landligt, idyllisk Sverige og Ilon Wiklands ligeså smukke illustrationer; men også Astrid Lindgrens hang til det sentimentale.
Forlaget anbefaler fortællingerne til børn fra femårs alderen. De børn vil jeg gerne se. Til gengæld er alle fire fortællinger særdeles velegnede til et Astrid Lindgren forløb på mellemtrinnet, hvor man kan læse disse ”sagor” som en slags forstudier til ”Ronja Røverdatter,” ”Brødrene Løvehjerte” eller hvad man ellers tager fat i. Og for deres egen skyld.
Endelig kan ”Suser min lind, synger min nattergal” læses som et væsentligt supplement til Jens Andersens suveræne Astrid Lindgren biografi: ”Denne dag, et liv.” Her i de fire fortællinger tilføres forfatterskabet nemlig (nye) gamle vinkler. Alene det, og Kina Bodenhoffs nyoversættelse, mere end berettiger en nyudgivelse.
