Svæver

‣ Forfatter: Gudrun Østergaard

‣ Forlag: Krabat

‣ Udgivelsesår: 2023

‣ Pris: 199 kr.

‣ Målgruppe:fra 11 år

‣ Sidetal: 100 sider

‣ ISBN: 9788794244725

Svæverne tjener Systemet, men hver enhed tænker selv. Det er ikke alle mennesker som støtter op om systemet. I byen ved foden af de blå bjerge lever menneskene i frygt for svæverne. Wanzo og de andre børn leger i byens gader, da svæverne bliver sendt på en mission til byen.

Gudrun Østergaard udforsker i “Svæver” en fremtid fyldt med droner og kunstig intelligens. Bogen er en kort og letlæselig science-fiction-roman. Her følger vi Wanzo som bor i en udkantsby ved bjergene med sin familie, og efter de luftangreb, de har været udsat for i byen, er de ikke positivt indstillet på Systemet. Situationen skaber en dystopisk stemning.

“Det er os, menneskene kalder for svævere. Vi tjener Systemet, som sørger for menneskene.”

Bogen er skrevet i dobbeltperspektiv, hvor vi på skift følger Wanzo og en svævers synspunkt. Wanzos kapitler er dog skrevet i tredje person, hvor svæverens kapitler er i første person, hvilket skaber et interessant perspektiv og fortælling. At have første person på maskinens kapitler er et interessant valg, som er veludført og fungerer overraskende godt. Som maskine er svæverens synspunkt mere koldt og kontant uden følelser. Det er et meget objektivt perspektiv, men som er med til at sætte historien i kontekst af den verden vi befinder os i.

Bogen er bygget op af korte kapitler og korte forståelige sætninger. Sammen med det dobbelte perspektiv, giver det en naturlig fremdrift i bogen. Selvom “Svæver” er en letlæselig sci-fi, giver den ikke umiddelbart læseren indtrykket af at være en letlæsningsbog. Den er derfor god til målgruppen, eller en lidt mere udfordret læser, som gerne vil læse en spændende historie indenfor science-fiction-genren.

Bogen er en fremtidsfortælling, der taler med samtiden og den udvikling vi ser i samfundet, hvor kunstig intelligens har nået nye højder med f.eks. Chat GPT. Hvilket fører både forundring og frygt med sig.

En relevant og let tilgængelig sci-fi med et unikt perspektiv, der lægger op til refleksion.

Det vil derfor være oplagt at bruge den til undervisning i folkeskolen og der findes undervisningsmateriale på forlagets hjemmeside.

Anmeldelsen er skrevet af Helene Bastrup

Helene er uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og har altid elsket bøger og gode historier. Til dagligt arbejder hun på Københavns Biblioteker. Hun ønsker at dele og sprede kærligheden for litteratur, og har en naturlig interesse for børn og unges læselyst. Helene læser selv meget bredt, og elsker at udvide sin horisont, men hun nærer en forkærlighed for ungdomslitteratur og fantasygenren.