”Det slidte linoleumsgulv knagede sprødt under hjulene. Tinos mor, Dina, sad på en træt skalstol i køkkenet og så meget alvorlig ud. På den anden side af bordet sad en ranglet fyr i løst tøj med karseklippet, mørkt hår. Han vendte sig i stolen, da Tino kom ind, og stak lappen frem.
Davs du. Jeg hedder Troels og …:”
Det er Tino, der er hovedpersonen i denne seriebog, hvor første bog hed Tosse-Tino. Tino er nu blevet teenager, han får et helt andet syn på Beate, som han går i skole sammen med. Det er bare en anelse besværligt, at han sidder i kørestol, skal have en hjælper med på date, og så er der også mange ting, han ikke kan være med til. Tivolis radiobiler, for eksempel. Tino er til gengæld ret god til at fyre sjove bemærkninger af, han er en god skytte, når der er skydetelt i Tivoli, og han er ikke bange for at være med, hvor der sker noget sjovt.
Hans søster Majken er som søstre oftest er i denne slags bøger: Irriterende, besværlig, og vældig hjælpsom når det gælder. Tino har også nogle gode venner, der altid hjælper ham. Så måske er det ikke helt så svært at have et handicap.
Det er bogens styrke, at den ikke fokuserer på handicappet, på kørestolen og begrænsningerne. Bogen fokuserer på Tino som teenager, der gerne vil kysse Beate, være kæreste med hende og i det hele taget vil han gerne hænge ud med sine venner fremfor at sidde hjemme for at game.
Forfatteren Preben Steen sidder selv i kørestol, han har muskelsvind, så han kender nogle af udfordringerne fra sig selv.
Måske er der for lyst og for muntert et billede på handicappets betydning. Måske er det (for langt de fleste) ganske meget vanskeligere at begå sig i et teenageliv, end det er for Tino, men det er herligt med en bog, hvor der er fokus på glæde og godt humør hos en hovedperson, der har et handicap.
Tino bliver teenager er humoristisk, Tino er slagfærdig og Christian Guldagers illustrationer er klare og med klart aflæselige ansigtsudtryk hos hovedpersonerne. Der må gerne komme flere bøger om Tino. Han må også gerne møde
lidt modstand på sin vej.
