Trutmund og frømand, 24 små historier om at kysse

‣ Forfatter: Henrik Hohle Hansen

‣ Illustrator: Jenz Koudahl

‣ Forlag: Jensen & Dalgaard

‣ Udgivelsesår: 2016

‣ Pris: 248,-

‣ Målgruppe:4+

‣ Sidetal: 28

‣ ISBN: 9788771512410

Der var engang en prinsesse, der kyssede en frø. Vupti … der skete ingenting.
– Gudskelov, udbrød hun.
Hun satte lettet frøen ud i søen igen.
Prinsessen var godt tilfreds med sit liv, som det var.
Hun behøvede ingen prins.

Og senere lyder historien:

Der var engang en prinsesse, der ville kysse en frø. Hun løftede den op mod sin mund, men så hoppede frøen fra hende. Den landede i søen og svømmede hurtigt bort. Prinsessen stank ud af munden. Hun havde ikke børstet tænder i fjorten dage.

Sådan lyder to af de 24 historier om at kysse. Der kysses frøer, der kysses et frø, der kysses en prins, der kysses en haletudse og nogle kys havner ikke helt de rigtige steder.
Kys kan føre til mange ting, men de kan også føre til ingenting. Kys har mange mulige modtagere og afsendere.

Illustratoren Jenz Koudahl er med i ”Spild af tid”, men han har på ingen måde spildt tiden. Han har illustreret mange børnebøger, tegnet forsider til bøger og været tegner på Kristeligt Dagblad.

Det er en udfordring at skulle nyfortolke eventyr og kys i tegninger, der ikke minder om norske Kittelson eller danske Vilhelm Pedersen. Det lykkes her. Det er i en ny streg, der har mange underfundige detaljer, og de lange og tynde mennesker kan nå hinanden over store afstande. Som et kys.

http://www.jenzkoudahl.dk/

-Koudahl er ”en fjerdedel af designerkollektivet Spild af Tid Aps, der har banet mange nye veje inden for dansk design de sidste fem år, er han også skaber af musikvideoer og animationsfilm, scenografi og musik. Han er både trommeslager, mundharpenist, scratcher og sanger i kaktus-orkestret Bazookahosen.” (citat fra Kristeligt Dagblad, oktober 2016)

http://jensenogdalgaard.dk/p

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.