Der er tre forskellige slags.
Der er de rådne. Det er de døde zombier. Efter et stykke tid bliver de så rådne, at de næsten flyder ud over asfalten.
Så er der de halvt spiste. Dem som mangler en arm eller et ben. Zombiernes ofre.
Endelig er der de døde, som ikke er kommet noget til. Det er dem, der er blevet dræbt ved en fejl.
Der er ikke lagt fingre imellem. Det er ulækkert, som det skal være, når vi er i Zombieland.
Chris befinder sig i Zombie City, og han, og dem han er sammen med, prøver at skaffe mad fra en lastvogn, der er væltet, og hvor papkasser vælter ud over det hele, fyldt med mad. Og Chris og den bande, han er del af, er sultne. Og det er de ikke de eneste, der er. Zombierne ankommer i hobevis og vil have mad. Og hvad de spiser sig mætte i er menneskekød og blod, og allerbedst er det, hvis de kan få fat i ”rigtige” mennesker. Sagen er den, at hvis et menneske bliver overfaldet og såret af en Zombie, så er det menneske fortabt, så det gælder om at holde sig på afstand og undgå kontakt. Det er tidligere sket for Lea, og hendes armbrøst er det, Chris går rundt med og bruger som våben, når han føler sig truet og det han gør hele tiden.
At være i Zombie City er ensbetydende med at være på flugt.
Nede i et hul ser de pludselig to børn, som er skræmt fra vid og sans. Det er et søskendepar, hvoraf pigen bliver fanget af zombierne og derfor er tabt. Men drengen Juan kan reddes. Bandelederen Sancho er imidlertid af den opfattelse, at drengen må gå til. Vi er overlevere, mener han, fordi de er hårdere end alle andre. Det er jo ingen børnehave, det her, det er alle mod alle.
Det kan Chris ikke leve med, så han stikker af sammen med Juan. De vil prøve at nå hen til de levendes Land, som befinder sig ude ved kysten, ad kloakrørene, vel vidende, at også der findes zombier.
Men det lykkes dem at undslippe zombierne, og i slutningen kan de lugte den salte havluft. De er tæt på de levendes land.
Benni Bødker er jo ikke en forfatter, der behøver nærmere præsentation. Zombie City er hans seneste serieudgivelse, men vi kender andre: fx De syv nøgler (1-7), Kimura (1-8), Sarin (1-6). Men Bødker har også sammen med Thomas Thorhauge udgivet den prisbelønnede roman Djævelens øjne (2013).
Illustrationerne i Zombie City er realistiske sort/hvide tuschtegninger, hvoraf nogle strækker sig over et helt opslag på den måde, at selve illustrationen fylder den ene side, medens modstående side har sort baggrund og med hvid tekst. Det er meget effektfuldt.
Ud over at illustrere har Simon Bukhave endvidere i 2002 skrevet bogen Ghost.
Illustrationerne i Zombie City af Simon Bukhave er realistiske sort/hvide tuschtegninger, hvoraf nogle strækker sig over et helt opslag på den måde, at selve illustrationen fylder den ene side, medens modstående side har sort baggrund og med hvid tekst. Det er meget effektfuldt. Ud over at illustrere har Simon Bukhave endvidere i 2002 skrevet bogen Ghost.
Zombie City er for elever i tredje klasse og opefter. En velskrevet, letlæst gyseragtig læseoplevelse, som giver god læsetræning og som nok skal få sit tag i børnene. Serien skal læses i rækkefølge, men svær at læse er den slet ikke, og fortællingens drive holder godt fat i sin læser, der er noget på færde hele tiden. Serien er nok mest til individuelt brug.