Underlig fisk

‣ Forfatter: Rebecca Bach-Lauritsen

‣ Illustrator: Lea Hebsgaard Andersen

‣ Forlag: alinea

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 148,00

‣ Målgruppe:8+

‣ Sidetal: 24

‣ ISBN: 9788723555168

Selv om man er lille af omfang, let og luftig, så kan man godt være stor i indhold og udtryk.
Det gælder i den grad for Rebecca Bach-Lauritsens og Lea Hebsgaard Andersens lille hverdagsdrama Underlig fisk om børns venskaber.

Liv er bedsteveninde med Fie, men en dag begynder Flora i deres klasse, og ”pist væk” er Livs veninde, og hun føler sig usynlig:

”Fordele ved at være usynlig:
Man kan have den samme kjole på hele ugen.
Man kan spise ostepops uden at skulle dele.
Man kan slippe for at svare på dumme spørgsmål:
Hvad vil du helst?

Dø eller lugte af ost for evigt?
Tabe håret eller tabe tænderne?
Spise en lort eller svømme i tis?
Have fødder i stedet for hænder eller hænder i stedet for fødder?

Være fattig og smuk eller rig og ligne en fisk?”

Der er mange måder at blive stødt ud på, og det oplever Fie som vist alle børn gør det – at miste og få
venner. Til alt held får historien ikke lov til at slutte her. Klassekammeraten Louis sørger for, at Fie igen føler
varme i kinderne og på huden.

Rebecca Bach-Lauritsen fortæller den lille eksistentielle fortælling med få, velvalgte ord og med både
poesi og rytme i sproget.

Lea Hebsgaard Andersen væver i sine illustrationer videre på ordene og skaber sammen med disse et
billedunivers der gør det muligt for barnelæseren at leve sig ind i fortællingen og digte videre på den.

Et herligt dobbeltopslag fyldt med ”underlige fisk” skal nok sætte tankerne i gang. For hvad og hvem
er en underlig fisk? Ligeledes i det folde-ud-opslag, hvor roen, idyllen og legen igen har indfundet sig i
Fies verden og flyvefiskene flyver lystigt.

Temaet om at miste og finde venner kan man læse mere om i Kim Fupz Aakeson og Stian Holes Ting
der bliver væk (2021) – men det er en helt anden ordrig og mere kompleks fortælling.

Som megen anden litteratur der i disse år udgives i spillerummet mellem kunst, æstetik, pædagogik
og danskfag er denne billedfortælling, Underlig fisk, ren ”Ritter Sport litteratur”: Quadratisch,
Praktisch – og ikke mindst – Gut!

Det gælder for hele Alineas Miniværk – serie, at værkerne er lige til at inddrage i den første
litteraturundervisning i indskolingen. For Rebecca Bach-Lauritsen og Lea Hebsgaards Underlig fisk
gælder, at den er lige til at (selv)læse, studere, samtale om, digte videre på og remediere i indskolingen.

Forfatter Rebecca Bach Lauritsen
Illustrator Lea Hebsgaard Andersen
Underlig fisk – Alinea

Anmeldelsen er skrevet af Søren Fanø

Søren Fanø Søren er oprindeligt uddannet som lærer, cand.pæd. og Master i børnelitteratur og tidligere lektor i dansk ved VIA UC. Han har interesseret sig for børne- og ungdomslitteratur og formidlingen af den gennem mange år og er forfatter til både bøger og artikler om denne. Han har været tilknyttet indstillingskomiteen til Kulturministeriets Forfatterpris for børn og unge og Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Er særligt interesseret i den litteratur, der er rettet mod børn og unge i skolealderen, og som kræver formidling. Har en særlig svaghed for billedfortællinger i alle afskygninger.