Hvor mange ender har en and
Hvor mange hjørner har en tand?
Hvor mange vinkler har en krog?
Hvor mange sider har en bog?
Den slags spørgsmål vil man altid gerne finde svaret på. Og i ”Verden er fuld af spørgsmål” ligger mange svar i de skæve illustrationer, der er digitale collager med mange overraskende finurlige finesser og finter. Alt, der står i teksten, kan man finde en henvisning til i billederne, der er smukke, stilrene fotomontager med beskæringer og klip og overraskende perspektiver. Der er mange verdener, der mødes, når ”Bogstavelig talt” som udgangspunkt spørger: ”Hvilken vej vender vinden?”, og så føres man gennem illustrationen i højformat tilbage til : ”Og hvem vil så være venlig at vise, hvilken vej vinden vender?”.
Det sidste billedopslag viser en række politikere ude på borgtrappen, hvor nogle har klovnenæse. Andre spiller piano og hvor Inger Støjberg optræder med diadem og slør. Søren Pind har to sokker på vej ud af sine ører, pengesedler daler ned fra himlen og Holger K står klædt i ”Find Holger-tøj” i baggrunden. Teksten til billedet lyder:
Kan du stryge en tændstik og rejer og sejl?
Kan du pudse din næse, en mur og et spejl?
Kan du knytte en sylte, en næve og bånd?
Kan du hæve din stemme, en hund og en hånd?
Kan du lægge kartofler og planer og dej?
Kan du slå kæmpe prutter, et slag og en streg?
Kan du stoppe en strømpe, en gås og en vogn?
Kan du spille mikado, piano og klovn?
Kan du finde fidusen og Holger og ro?
Kan du mere end to af de ting, er du go’
Sådan hænger tekst og billede sammen, men der skal læses meget mellem linjerne og bag billedet. Det er en underholdende, finurlig og forunderlig bog, der har masser af samtale for børn og voksne, der læser sammen.
Det danske sprog er fyldt med talemåder, metaforer og faste vendinger. Her læses de bogstaveligt og billedligt. Det er sjovt og skævt og giver masser af samtalestof.
https://www.facebook.com/Perspektivbanden