Rich kids, børnearbejde, en globaliseret verden og en t-shirt på vrangen
Denne velmente roman af forfatteren Simon Stranger (1976), Verdensredderne, er en efterfølger til ungdomsromanen Barsakh fra 2010. Her møder Emilie under en charterferie på Gran Canaria bådflygtningen Samuel, da han dukker op fra en u-båd fyldt med flygtninge, og hun forsøger at hjælpe ham. Modsat den gang er Emilie nu kommet over sine spiseforstyrrelser, men er stadig en voldsomt naiv pige fra den rige vestlige del af Oslo, som det er svært at forestille sig at hun skulle forestille en 17årig.
Verdens flygtninge er i Verdensredderne erstattet af internationale firmaer, der i bogen er navngivet, og som sælger varer, produceret af børnearbejdere i den Tredje Verden. Det drejer sig eksempelvis om H&M, Kraft Foods, det norske chokoladefirma Freia og computergiganten Apple. Det er i den sammenhæng en noget mærkværdig oplevelse, at forfatteren lader selveste Apple-stifteren Steve Jobbs genopstå fra de døde, og lader ham forholde sig til den lille norske bevægelse Verdensredderne.
Temaet i romanen er, at alt hvad vi foretager os i vores globaliserede verden hænger sammen og har indflydelse på livet både her i den vestlige verden og i Bangladesh, Elfenbenskysten og i Kina.
Helt tilfældigt får Emilie øjnene op for dette problem, da hun overværer en diskret klistermærkeaktion i en tøjbutik. Aktionen gennemføres af en lille gruppe unge med det ambitiøse navn, Verdensredderne. Emilie synes budskabet lyder fornuftigt, og ikke mindst synes hun gruppens leder Antonio er endog ret så lækker, og derfor søger hun kontakt med den lille hemmelige gruppe. De første aktioner går godt for gruppen. Unge fra hele Norge forsyner t – shirts, chokolade og computere med boykotmærker. Verdensredderne opnår en vis sympati i befolkningen, og får en vis opmærksomhed i pressen, som graver videre i sagerne og stiller de multinationale firmaer til ansvar. Men da et nyt medlem af gruppen, Simen, infiltrerer ledergruppen, bliver aktionerne mere radikale med hærværk og sympatien for gruppen forsvinder.
Romanen er komponeret med en række spejlscener, som er Simon Strangers litterære måde at vise sin hovedmetafor for den vestlige ungdoms manglende evne til at se andet end sig selv på: Emilie spejler sig i romanen til stadighed for at tjekke udseendet og tøjet. Den diagnose romanen stiller på Emilies liv er, at det på trods af stor økonomisk velstand er overfladisk, indholdstomt, ufrit og uden adgang til det egentlig autentiske og vigtige i tilværelsen. Dette underbygges ved, at Simon Stranger krydsklipper til scener der spejler dette i form af kursiverede skildringer af hverdagen for den unge syerske, 12årige Reena, og til hendes liv i og uden for fabrikken i Bangladesh. Det er hende, der har syet den t – shirt, Emilie tidligt i romanen falder for. Igennem disse skildringer fremstår Reena som et mere autentisk og ægte menneske, men desværre forekommer disse skildringer på mange måder overfladiske. Det er som om fortælleren ikke rigtig trænger ind i Reena og hendes livsverden. Afstanden mellem de to piger er så stor, at Reena og hendes tragiske skæbne mere kommer til at fremstå som et symbol frem for en rigtig person.
På mange måder virker bogen som en lærebog i samfundsfag iklædt en fiktiv ramme, og i flere passager fornemmer man, at fortællestemmen er meget docerende og rethaverisk. Bogen er da også udstyret med et efterskrift med relevante links til forfatterens inspirationskilder til bogen om børnearbejde. Men læseren må selv google sig frem til mere generel information om børnearbejde. Romanen er og bliver et partsindlæg i en væsentlig global debat om børnearbejde og om fordelingen af verdens rigdomme.
Der er ingen problemer i at bygge en ungdomsroman op omkring sådan et klart budskab, men i Verdensredderne har det svækket den fortælling, den også rummer om Emilie, veninderne, hendes engagement og hendes gryende forelskelse i Antonio.
Bogen er oversat fra norsk til et udmærket og let flydende dansk af Dorthe de Neergaard, men det fungerer altså ikke at Stortinget på Karl Johan i Oslo omdøbes til Folketinget. Det ligger Oslo for tæt på Danmark til. Og det generer ikke under læsningen, at alle andre osloske lokaliteter er bevaret.
Under læsningen af Verdensredderne kom jeg til at tænke på Louis Jensens ungdomsroman ”2 kroner og 25 øre” fra 2010, hvor de to børn svindler sig til et vognlæs mad og kaprer en Volvo lastbil, og drager mod Afrika for at uddele maden til de sultende i Afrika. På mange måder er det eventyr Louis Jensen fortæller mere realistisk end Simon Strangers parade af globale problemstillinger.
Afsluttende kan man konkludere, at Verdensredderne er skrevet i allerbedste mening og med de bedste intentioner. Forfatteren har virkelig forsøgt at komme rundt om det hele – tredjeverdensproblematikken, børnearbejde, unges radikalisering og så kombinere det med den mere traditionelle ungdomsromans temaer: veninder, uforstående og fraværende forældre, skole og ikke mindst kærlighed og sex. Desværre er det ikke helt lykkedes på overbevisende måde at forene de to dele. Verdensredderne anbefales alligevel som et godt bud på en roman om et væsentligt emne til den, der ikke ved ret meget om emnet i forvejen.
http://www.hoest.dk/Books/9788763826693.aspx
