Vi snakker ikke om Jonathan  

‣ Forfatter: Katrine Skovgaard

‣ Forlag: Carlsen

‣ Udgivelsesår: 2021

‣ Pris: 264,95

‣ Målgruppe:10+

‣ Sidetal: 184

‣ ISBN: 9788711905166

”Kære Josefine. Jeg savner dig helt ind i knoglerne! Kan du huske de hjertehalskæder, vi fik i de små klasser. Jeg har det, som om dit vedhæng fysisk er en del af mit hjerte, og at du har taget det med til USA.” Sådan skriver Olivia til sin hjerteveninde Josefine, der er flyttet til USA. Bogen består a de to stemmer fra henholdsvis Olivia og Ragna. Ragna, der skriver sin dagbog på computeren: ”Ragnas logbog, Indlæg nr. 206. De er seriøst nederen i min nye klasse. I sidste uge var ham der Simon vildt nærgående over for Olivia, og man ved fandeme aldrig med sådan en som ham. Olivia ligner bare ikke en, der kan redde sig selv, men hun er faktisk ikke så nederen, som nogle af de andre.”

Brevene fra Olivia til Josefine er skrevet med håndskrift, (eller fonten Christine); mens Ragnas logbogsindlæg er skrevet med en klassisk Helvetica. Indimellem er der nogle fælles youtube-referater, der er sat med Times New Roman. Det kan være ret fint at signalere de forskellige personligheder gennem valg af skrifttype, men da Sommerfugleseriens bøger med en enkelt sommerfugl gerne skal læses af de yngste i målgruppen, så gør valget af ”håndskrift” (Christine-fonten) det mindre læsbart end den klare Helvetica.

Måske er det en lille udfordring, men den er der.

Olivia og Ragna bliver gode venner. De har begge haft det svært i skolen i de første klasser, men her i ottende er der nye mobbemuligheder. Da Jonathan kommer som ny dreng i klassen bliver det svært for de to veninder at holde fast i venskabet, da de begge bliver forelskede i ham. Han er smart, og det ved han også selv, så der er rigeligt, der kan sætte venskabet på prøve.

Heldigvis holder pigerne fast i youtube-produktionen, og her har de det sjovt og får nogle fine samtaler. Youtube-videoerne bliver også et godt redskab, da der skal markeres over for de smarte drenge, – og særligt over for Jonathan.

Bogen giver et fint billede af det, der er på spil for tweens, der bare gerne vil være med i fællesskabet. Den giver også et fint billede af to piger, der har forskellige strategier overfor problemerne. Lærerne og forældrene er i periferien. De er velmenende, men forstår ikke helt kernen i problemerne hos de unge.

Moralen? Ja, den er klar, og helt som Olivia og Ragna synger i en hjemmeskrevet sang:

”Men vi er ligeglade

Vi har ikke brug for at hade.

For vi holder sammen.

Venner for evigt,

Venner for evigt.”

Sådan skriver Carlsen om Sommerfugleserien: ” Sommerfugle-serien er udviklet til piger mellem 9 og 14 år. Tema og sprog og følelser er nøje tilpasset målgruppens læsere, og der er lagt vægt på kvalitet i udvælgelsen af historierne til serien. Da målgruppen til denne serie er forholdsvis bred, er titlerne fordelt i to grupper. Én sommerfugl markerer, at der er tale om en titel, der henvender sig til den yngre del af målgruppen (9-11 år), og to sommerfugle markerer, at titlen henvender sig til den ældre del af målgruppe (12-14 år).”

Forfatter Katrine Skovgaard

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg,Medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere. Favoritbørnelitteratur: