Zakarias og alle de andre

‣ Forfatter: Naja Marie Aidt

‣ Illustrator: Mikkel Straarup Møller

‣ Forlag: Gyldendal

‣ Udgivelsesår: 2019

‣ Pris: 158

‣ Målgruppe:Fra 7 år

‣ Sidetal: 61

‣ ISBN: 9788702281972

Første illustration i Naja Marie Aidts Zakarias og alle de andre viser Zakarias på badeværelset. Han står i bare tæer, hjulbenet og med strithår, mens han børster tænder. Vaskemaskinen har tøj på vej, der er rod i badeværelsesskabet, og Zakarias har trætte øjne. Han ser undersøgende på sig selv: Ligner han virkelig Moster Ursula?

Teksten fortæller det samme: ”Det her er Zakarias. Han er ved at børste tænder. Han ligner sin far og sine brødre meget. Men han ligner også moster Ursula.”

Zakarias er ti år. Han fylder elleve år i løbet af bogen, hvor læseren møder Zakarias hjemme med mor og brødre, ude sammen med vennen Ali, og hos far, som han også er på overlevelsestur i Sverige med.

Zakarias er ti år og har lov til at gøre mange ting, men han må ikke alt. Det synes han, er ganske svært at finde ud af, og en dag bliver han sur. Derfor gemmer han sig i skuret, indtil farmor (der altid kalder ham Ole) får ham lokket ud på køretur. I det hele taget er Zakarias omgivet af gode voksne, der vil ham det bedste. Faderen tager ham med på vildmarkstur i Sverige, farmor kører tur og spiser is med ham, og til hans fødselsdag møder de alle op og holder en herlig fest.

Det er Naja Marie Aidt, der har skrevet teksten. Det er en stor glæde, at gode forfattere også skriver for børn. Og at gode forfattere tilmed skriver letlæsningsbøger for børn. Det er kvalitetslitteratur, der viser noget om spændvidden i sproget. Her kan man skrive nuanceret om komplekse problemer, – også med et lixtal på 17.

Mikkel Straarup Møllers illustrationer giver læseren en stor hjælp, når teksten skal afkodes. Her ser man Zakarias’ hjem, bilturen, skuret hvor han gemmer sig og hans fødselsdagsfest. Og da Zakarias er blevet væk i de svenske skove, ser man hans angst på den mørkviolette baggrund.

Det er en letlæsningsbog, men det er en fremragende bog.

 

Om Mikkel Straarup Møller

Om Naja Marie Aidt

 

 

Anmeldelsen er skrevet af Bodil Christensen

Underviser på Læreruddannelsen i Aalborg, medlem af Kulturministeriets Børnelitteraturpris-komite, anmelder ved ”Efterskolen” og ”Dansk Pædagogisk Tidsskrift”, fast klummeskribent ved Nordjyske Stifttidende. Boglæser – af såvel skønlitteratur for børn som skønlitteratur for voksne. Bodil har været dansklærer i mange, mange, mange år – derfor er al læsning af alle tekster altid (næsten altid) læst med ”lærerblikket”: Hvad kan jeg bruge det til, hvem vil blive lykkeligere/ klogere/ dygtigere eller underholdt af dette? Denne erhvervsskade gør hende – som næsten alle dansklærere – til den fødte anmelder. Bodils børne favoritlæsning er billedbøger, bøger med billeder og så – i den anden ende af skalaen: Ungdomsbøger. Af voksenlitteraturen er favoritterne: Per Petterson, Erlend Loe, Karl Ove Knausgaard og andre gode forfattere.