Når savn bliver uoverskuelig og verden for kompliceret, søger børn ind i fantasien for at hente hjælp. Måske gør vi som voksne det samme. Uanset hvad man kalder det, så handler det om tro. Tro på, at fremtiden nok skal gå, og at selv de sværeste tider bliver historie.

Drengene Anton og Hugo bor alene med deres far. Deres mor er ikke længere hos dem, og meget tyder på, at hun er gået bort. Savnet til hende er stort. Også hos far, der ikke overkommer at se sine to drenge, som derfor selv må finde vejen til trøst. Trøsten kommer i form af Guldhesten, der hver aften besøger drengene.

En dag skal Anton, Hugo og far flytte. Det er ikke nemt at finde sig til rette et nyt sted, og hvordan skal Guldhesten nogensinde finde dem igen? Trøsten ligger ikke lige om hjørnet.

Sissel-Jo Gazan skriver alsidigt, og i denne sublime billedbog viser hun en dybtliggende forståelse for børns måder at håndtere savn og tab på. Sammen med illustrator Peter Bay Alexandersens streg lægger fortællingen om Anton, Hugo og Guldhesten sig i den fantastiske genre, hvor vi som læsere må belave os på, at det ikke er de voksne, der træder til, når krisen kradser, men i stedet en hest og en bjørn.

En regnvejrsdag søger drengene ly på et bibliotek, og det er her, de møder tekstens lidt særprægede fortæller, Bjørnen, der nærmest kan beskrives som en alvidende jeg-fortæller. Det er en sjælden fortællerstemme, der ikke er hverdagskost i børnelitteraturen eller litteraturen i det hele taget. Sissel-Jo Gazan introducerer sin fortæller med største selvfølgelighed, og Bjørnen glider ind i fortællingen, hvor den får en rolle som vejleder for drengene i deres sorgproces. Men selv en alvidende førstepersonsbjørn må prøve sig frem, før den finder vej ind i det tumultariske børnesind. Det handler om at plante og fastholde tro. Så finder Guldhesten vej til sidst.

Anton, Hugo og Guldhesten handler om børn, der har det svært. I den sammenhæng er det værd at overveje selve formidlingen af bogen. Skal den kun formidles til børn, der har det svært, og som kan genkende sig selv i teksten og derfor spejle deres egne problemer? Min anbefaling er klar: Den skal formidles til alle børn. Der er intet til hinder for, at en bred læserskare vil finde bogen interessant, og selvom ikke alle børn vil kunne gennemskue Guldhestens metaforiske og psykologiske betydning eller forfatterens leg med fortællerstemme, så bør de alle møde et bredt udvalg af bøger. Og ikke kun de lette.

Sissel-Jo Gazan har udtalt, at bogen handler om alle de beslutninger og begivenheder, som sker hen over hovedet på børn, og som børn ikke kan forstå meningen i, men alligevel må acceptere, fordi de ikke har noget andet valg. Disse situationer er der mange børn, der kan genkende. Når kompleksiteterne samtidig bliver behandlet i en velskrevet fortælling af en forfatter, der ved, hvad hun gør, så er børnene så meget desto mere hjulpet på vej. Alene Bjørnens rolle i bogen er genial i både symbolsk og fortællermæssig forstand. Den forsvinder, da det lykkes for Guldhesten at finde drengene igen, men den er på et metafiktivt plan bevidst om sin egen forsvinden og grunden hertil.

Bogen skal læses ude blandt de ældste børnehavebørn og indskolingseleverne eller bruges i et billedbogsforløb på mellemtrinet. Måske skal den også hjem på boghylden med alle de andre børnebøger. Den kan bruges bredt og skal ud til børnene derude. Uanset om de har brug for en guldhest eller ej. For som Astrid Lindgren sagde: ”Børn har overhovedet ikke let ved at tilpasse sig, selvom det kan se sådan ud.” (1976-77).

Om Sissel-Jo Gazan
Om Peter Bay Alexandersen
Info om bogen på Gyldendals hjemmeside